Du glade Lømmelalder,
da Knoppen staar i Spring,
og leddeløse Lemmer
gør Form til ingen Ting,
— da Armen altid dingler,
og Foden støder paa,
men Tanken er saa frejdig
og Haabet let paa Taa!
Du glade Lømmelalder,
af mange saa forhadt!
For mig er Du et Minde
i Sol og Sommer sat.
Den Tid, da jeg var ranglet
og havde tynde Ben
og var kun at betragte
som Halvdelen af en,
— da var ej nogen Killing,
som lystig boltrer sig
i Leg med Hundehvalpe
mer sorgløs glad end jeg,
— da laa min Baad for Udfart,
og Storm mig hued bedst,
da sang i Mast og Tougværk
den friske Foraarsblæst!
Men den Gang jeg blev voxen,
og fik i Livet Del,
ja, da blev Lykken ranglet
og mere halv end hel,
— da blev de Fremtidsdrømme,
hvorpaa jeg mig forlod,
saa leddeløse alle,
saa svajende paa Fod.
Og derfor — ak, ja derfor,
at Verden er ej blid,
Du har endnu mit Hjærte,
Du glade Lømmeltid!
Jeg skylder dig min Hilsen,
jeg skylder dig min Tak:
det var i dine Klæder,
at Lykkedrømmen stak —
Du glade Lømmelalder,
af mange saa forhadt!
For mig er Du et Minde
i Sol og Sommer sat —!