Den sidste Kvæld i det gamle Aar —
En Tagkammerscene!
Et snevert og dog udvideligt Rum
med Gulv af forvitrede Stene:
et Rum, som synes at stænge
og vige i samme Stund,
et Rum, hvor Døre og Vægge
synes foruden Bund!
Lyd af en Rok og forresten
en endeløs Stilhed derinde.
En døsig Lygte, som kaster sit Skær
flakkende over en Kvinde,
hvis gamle, viljeløst rystende Haand
endnu forsøger at tvinde
den fine Traad, hun skal spinde.
Hun stirrer sig kold paa den gyldne Ten,
hvis Traad skal glattes og tvindes,
og Øjnene har det stive Blik,
som altid hos døende findes;
det hvide, tottede Haar falder ned
som Sne over det, der spindes. —
Saa stive er hendes Fingre,
saa gustne, kolde og graa,
at næppe hun vèd at fatte
om Traaden, hun spinder paa.
Ved Siden af hende en Vugge —
Hun gynger den med sin Fod —
der sover et Barn med Kinder
som rødeste Rosenblod!
Dets Lok er saa gylden, som hendes er graa,
saa varme og bløde dets Hænder;
den Traad hun famlende spinder paa,
den Barnehaand een Gang ender.
Og Minderne lejre sig om de to,
de tyste, vuggende Minder;
og Fremtidsdrømmene bygge sig Bro,
hvor Traadene frem sig spinder. —
Der suser et Vindstød, der falder et Skud
det klager og sukker derude;
det banker og klaprer saa underligt ved
den sprukne Tagkammerrude.
Og Barnet vaagner og smiler;
det rejser sig langsomt op,
strækker sin Arm mod Tenens
gyldent blinkende Top.
En Barnehaand griber om Spindet!
Da synker den Gamles Arm
for èn, som er ung og varm —
da er hun kun til i Mindet!
Men Barnehænderne gemmer
en Lok af den Gamles Haar:
„Jeg spinder din Lok i Traaden,
som rinder med nye Aar!
Jeg spinder din Lok i Traaden —
Du selv er Støv ved det næste Gry!
Minder er til for det gamle,
Fremtiden er for det ny!”
Og Natten begynder at svinde,
de blege Skygger at fly;
da fyldes det sælsomme Kammer
med Drømme om alt det ny.
Vægge og Lofter vides;
de fylkes — en endeløs Flok:
Vrimlende Slægter, hvis Skæbne
laa skjult i den Gamles Lok —
vrimlende Slægter, hvis Traade
skal spindes ud af det nye Aar,
som denne Nat dem i Møde gaar. —
De standser vel lidt og dækker
den Gamles Lig med en Blomst, et Blad —
de tusend, hun kun spandt Taarer,
de faa, som hun gjorde glad,
og alle de mange, mange,
som endnu venter paa Lykken.
Saa vender de hende Ryggen,
higende mod det ny,
trodsige, modige, sky!
Stor og broget er Scenen:
tusende skælvende Arme er strakt
mod Barnehaanden med Tenen.
Det gælder at slippe den kolde Haand
og tage den varme i Hænde!
Skæbnesvangert paa Tærsklen at staa
til det, som ingen tør kende — —
Bedst at give sig Gud i Vold:
Han, som Nyet skal tænde,
ved ene, hvor Traaden skal ende!