En Aften paa Skamlingsbanken
en fattig Kone jeg saa —
hun gik med stirrende Øjne,
ved Haanden holdt hun de smaa.
Hun dukked ikke sin Nakke,
nej, højt hun Hovedet bar,
men der, hvor Kjolen stod aaben
om Brystet, saa jeg et Arr.
Hun skygged med Haand over Brynet
og stirred mod Grænsen ned,
Længselen brændte i Øjet,
men ikke en Taare gled.
Jeg spurgte, hvad Sorg hun fristed,
hun standsed og paa mig saa:
„Det Barn, som ikke er hjemme,
det tænker jeg altid paa.
De andre har jeg ved Haanden,
kan lede dem, hvor de gaa,
det, som er udenfor Grænsen,
kan kun mine Tanker naa —.”
Der sidder en Mor i Norden
og vogter saa vel sine smaa,
det Barn, som ikke er hjemme,
det tænker hun altid paa.
Hun dukker ikke sin Nakke,
hun bærer sit Hoved trøst,
men siden Barnet blev røvet,
staar Arret i hendes Bryst.
Hun bærer saa tungt et Bælte,
det Fjendehaand hende bandt;
men aldrig græd hun af Smærte,
skøndt Graaden i Brystet randt.
Hun staar med flammende Øjne
og ned imod Grænsen ser!
Men kommer den Dag omsider,
da Grænsen ikke er mer,
— da brister det tunge Bælte
med klingende Jubellyd,
da springer de dybe Kilder,
og da maa hun græde af Fryd!