Det var en henrivende Foraarsdag —
en af dem, som gør Folk berusede!
Vestenvinden i Træerne susede,
Bækken brusede,
voxed til Aa!
Ingen gad høre,
ingen forstaa:
Alt og alle var foraarsøre!
Tre Sommerfugle i Haven fløj,
holdt Elskovsmøde —
en hvid, to røde —
De sank, og de steg,
de dansed i Leg
hinanden forbi.
Hr. Irisk fløj ud paa Frieri — —
Han kvidred og sang, han lokked og drog
og brystede sig,
hans Vinger skinned som Ild i Solen!
Og lille Fru Irisk sa’ ikke nej.
Brylluppet stod under endeløs Jubel!
Blinken af Solskin og Summen af Bier,
Knebren af Storke og Skvulpen af Bølger
i Festmelodier —
Sugende Lysdrikken! Skaal fra hver Plante,
som Regnen gav Glans!
Korsang af Fugle, og Majløv i Krans!
Kurren af Duer,
Støj af berusede Oldenbor’fruer
og Biller med gyldengrøn Svans!
Springdans af Myg under Skræppebladshaller,
Kimen af Regndraaber over Konvaller,
Sommerfuglsflagren i Brudesvendsdans!
Brudenatten var stille —
Ikke et Pust over Moser og Kær,
ikke et Siv, som sig vuggede.
Havens Blomsterkroner var lukkede —
duggede — —
Edderkoppen fik lige Tid
til at spinde sit luftige Net mellem Grenene,
væde sin Traad i faldende Dug
og blanke med Maaneguld over Tenene.
En Natsværmer susede sagte forbi —
Frøerne kvækkede nede i Kæret,
ellers var alt Erotik — Poesi —!
Lyden af Hundeglam langt i det fjærne,
Sus af en Flagermusvinge i Luften,
Glimt af en enlig, opdukkende Stjærne —
Og nedover Parret i Reden sig sænkede,
lydløst som Fodtrin paa mossede Stier,
Skærsommernatsfantasier — — —!
Aldrig randt vel en Brudenat
saa fin og fager som denne;
aldrig vaagned saa glade to
fra Morgenhvile i Bryllupsbo
til Elskov foruden Ende!
Morgengave gav hver en Blomst
i store Dugdiamanter;
Pinseliljer i hundredvis
med Natvioler — til Parrets Pris —
gav Virak fra alle Kanter!
Fyldt var Luften
af Solregnsglansen
og Gyvelduften!
Der var en Bølgen
af Farveskiften — og Sammengliden —
Og alt til Fest
for Fuglebrylluppet, holdt som bedst
i Løvspringstiden —!
Ni Uger efter ved Midsommertid —
Solen laa glødende hed over Egnene,
hvidned i Rugmarken, sov mellem Hegnene —
unge Hr. Irisk var slet ikke blid:
Svundne var Hvedebrødsdagenes Lykke,
Flagren i Solskin og Næbben i Skygge;
trøstesløs hang han med Vingen.
Inde i Reden laa Fruen paa Æg,
det var Tingen.
Dèr sad han ensom paa Vagt,
tænkte med Suk paa sin Brudefærds Dage
og fandt, hun var slet ikke munter som Mage.
Han hvæssed sit Næb, og han pudsed sin Krop,
keded sig lumsk og var trykket af Heden —
Altid laa Fruen og ruged paa Reden,
han saa kun af Halen en Tip!
Da blev der paa èn Gang et Liv og en Skrigen,
en Strækken af Halse og Spillen af Tunger!
Op over Reden stak halvnøgne Unger
med smaa bitte spæde Pip-pip!
„Jeg tænkte det nok,” sagde unge Fru Irisk,
„at Skallen ej holdt!
Den var saa besynderlig tynd paa det sidste,
men en fra hvert Æg — det var mer, end jeg vidste!”
Ej, hvor Hr. Irisk var stolt!
Han sad paa en Gren foran Reden og pusted
sig op, saa hans brogede Kam
og Brystet og Vingerne svulmed i Solen,
som varmed hans fjedrede Ham.
Jo! han var Fader til tre!
De Unger var hans — det var Iriskeunger,
det kunde Alverden da se!
Fru Irisk laa stille med undrende Øjne
og saa paa de halvnøgne smaa.
Saa pilled hun Fjer efter Fjer ud med Næbbet:
„for Smaafolk maa dog klædes paa.
Jeg sørger for Klæder, Du sørger for Føde
til alle de smaa.
Vi maa jo dog dele dem, kan Du forstaa.”
I Dagene efter saa var der en Pippen,
en Næbben i Reden, et Liv!
De vare saa vevre, de vare saa travle
den fjedrede Fugl og hans Viv.
Hr. Irisk kom susende foran med Orme,
Fru Irisk kom efter med Straa —
Hr. Irisk igen med et Næb fuldt af Fluer,
Fru Irisk med Dun til de smaa.
Og saaledes gik det fra Morgen til Aften
i endeløs, kredsende Jagt,
mens Gøgen den kukked, og Kornblomsten blaaned,
og Engen fik Midsommerdragt. —
Saa var det en Dag — det var vaadt af Regn,
selv Solen var blank af Væde —
Fru Irisk sad foran Reden og sang,
saa Vingerne skjalv af Glæde!
Nyfødt skinned igen hvert Straa,
og grønne stod Skovens Kroner,
Fru Irisk sang, saa det lille Bryst
var ved at sprænges af Toner!
Da gik en Mand og en Kvinde forbi
i Morgenens friske Skær,
og Kvinden standsed ved Fuglens Sang
og pegede paa dens Fjer:
„Dèr sidder en Fugl med en broget Flam,
dens Fjer er en Farveskat;
skyd mig den ned! Jeg stopper den ud
og bærer den paa min Hat!”
Han skød og ramte. — Der var kun Lyd
af fire skrigende Munde —
Ned faldt Fru Irisk med blodigt Bryst!
Da stilned hver Lyd i Lunde:
Langsomt risled den liden Bæk,
og Bien holdt op at summe,
Blade fælded den hvide Tjørn,
og alle Frøer blev stumme.
Klokkeblomster i Tusendtal
de ringed over den døde,
alle Fugle sang Klagesang,
og alle Reder stod øde!
Hr. Irisk ripped sit røde Bryst
til Dun for de Unger spæde —
alle smaa Blade paa hver en Kvist
saa sagtelig monne de græde,
for død var Hr. Irisk hans Frue — — —!