De strider dernede for Lov og Ret
mod Fjender, som aldrig sover!
Hvor varme Hjerter bygger et Hegn,
dèr bryder Jernhaanden over!
Dens Vilje er som det blanke Staal —
dog sprang den mod Hjærter unge,
hver Gang de tænkte at slaa ihjæl
Sproget paa Folkets Tunge!
De hugged det ned paa Alfarvej,
hvor frit det voved sig frem —
da voxed det sig kun dobbelt stærkt
i tusende danske Hjem!
De drev det med Vold fra Skolen —
det blev dem en stakket Lyst
da sang det sig endnu dybere ind
i tusende Danskes Bryst!
De lukked det ude fra Kirken,
men hvem kan stænge for Folkenes Sjæl!
Med Ofre fra Smaa og Store
rejste de Kirkerne selv!
Bygget stod to med Kors og Spir;
i Flok drog Danske til Møde —
da lukkede Jernhaanden Døren i
og Kirkehuset stod øde — —!
Det sukked saa tungt dernede fra;
men bagved de dybe Suk
lød en enlig, profetisk Stemme,
hvis Ord gav Grøde som Foraarsdug
efter Dagenes Strid,
trøstende arbejdstrætte Mænd —
„Og det skal ske — ved Aftenstid —
at der skal blive Lys igen!”
Aarene gik — med Haab, mod Haab
i hver en ventende Time,
da randt den første Straale af Lys,
og Klokker begyndte at kime.
Det var, som Klokkerne ringede Dansk,
da viden om de lod kalde —
Og nedenunder sad Folk og sang
paa det kæreste Sprog af alle —!
Det danske Folk ejer Kræfter,
er tit det end vegt af Vilje —
men der er et Sted, hvor det samler sin Kraft
om et eneste tabt og vundet Navn,
i en sejg, utrættelig Venten
med Haab, mod Haab trods Farer og Savn —
et Sted, hvor Troen er fælles,
og Modet lyner mod Jernhaandens Sværd!
Hvor tror I, at Folket voxer
som dèr!
Vi hejser vort Flag herhjemme,
saa længe og tit vi selv det vil,
og glemmer vel netop derfor
at takke, fordi det er til —
men der er et Sted, hvor det hviler
som Slægtens Eje paa Kistebund,
hvor Øjne stirre sig vaade
paa dets røde, korsviede Grund,
hvor gamle skælvende Læber
kysser dets Dug, som Søn sin Mor,
og kraftige Flænder mødes
derunder med trofaste Haandslags Ord —
et Sted, hvor Dannebrog vajer
i Hjærternes Hus hos èn og hver!
Hvor tror I, at Flaget æres
som dèr!
Vi frydes ved Sprogets Toner
i Sang og Tale, i Leg og Sport
og tænker saa ofte ikke
paa Glæden ved, at det er vort —
men der er et Sted, hvor det bæres
som Hjærtets Musik fra Mund til Mund,
hvor det har den dybe Tone,
som kendes paa Lidelsens Undergrund,
hvor hver af de gamle Sange,
vi andre maaske har halvvejs glemt,
ligger som dyre Skatte
i Mindegrubernes Gange gemt —
et Sted, hvor den danske Tunge
hilses som Ven af sin Hjærtenskær!
Hvor tror I, at Sproget elskes
som der —!
Jernhaanden laa over Danmark
èn Gang og fyldte os alle med Gru —
Angsten er bleven sløvet,
men Jernhaanden er der endnu.
Ak, kunde dog vi, som kives
om alt det smaa, faa Hjærterne vakt
for de store, de stille Kampe
ved den yderste Grænsevagt!
Husk, at hvis varme Hjærter
skal gaa hinanden tilhaande,
da maa de leve sammen
og dele hinandens Vaande!
Giv da af al din Vilje
til Offer i Kampens Hede,
giv først og sidst dit Hjærte
for dem, som strider dernede!
Hjælp dem at bygge Huse —
Hjem for Danmark — i hver en Vraa!
hjælp dem at bygge Kirker,
der kan som syngende Huse staa!
Bøjes da tyngede Skuldre
og synker de trætte Hænder en Stund,
da vil vi trøste hverandre
med de gamle Ord af Profetens Mund,
der varsler om Sejr efter Dagenes Strid,
ganger som Bud fra Ven til Ven:
Og det skal ske — ved Aftenstid —
at der skal blive Lys igen — — —!