Stæren sidder i Egens Top
og klager saa højt sin Nød,
for hver en Knop i det gamle Træ
i Nattefrosten er død.
Mørket kommer saa sagtelig
og sænker sin Kappes Flig —
den gamle Frue paa Skovlyst staar
i Havesalen som Lig.
Vidste Smaafuglene rundtomkring,
hvem nu der stedes til Jord,
flokkes de vilde i Tusendtal:
en Sørgeskare saa stor!
Stakkels forfrosne Spurve smaa,
som daglig tilbords hun bød,
herreløs Hund og Kat, som fik
hos hende sit Naadsensbrød!
Gamle Heste paa stive Ben,
som længst i Livet gik træt,
alle de mærkede Slagtedyr,
hun stred for at skaffe Ret!
Alle vilde de strømme til
og klage foruden Ord,
Dyr kan tale med stumme Blik
mere, end Mennesker tror.
Men tie Dyrene rundt omkring,
Børnene tale — hør til!
fattige Børn, hun skabte et Hjem,
de altid velsigne vil!
Jeg bringer dig Børnenes Hilsen og Tak,
en Tak med Ungdommens Røst!
Tak fra en Slægt, som voxer sig stærk
og frejdig paa „Frihedslyst”!
I Barnehjærter er godt at bo,
dèr gemmes saa lunt og trygt —
dit Navn vil nævnes, dit Minde staa
i kærlig Pleje og Røgt.
Tindrende Barneøjne smaa
vil lyse om det i Glans,
og bløde Barnehænder omkap
lægge paa Graven Krans.
Jeg bringer dig Dyrenes Hilsen og Tak,
at mildnet Du har deres Kaar —
Dyr kan tale foruden Ord
mere, end mange forstaar.
Mangen et plaget Dyr, som nu
maa lystre sin Bøddels Bud,
findes maaske paa den yderste Dag
som Anklagevidne for Gud.
Og mangt et Trældyr, som takker dig for,
at ej dets Krybbe stod tom,
møder maaske dig, naar Du gaar ind
for den evige Kærligheds Dom —!