Du, som fanget har i Ord
Millioner Sjæles Tanker!
Du, som aldrig kaster Anker,
men bestandig mejsler, banker,
søger Skatte under Jord —
i dit Bjærgmandsliv saa ensom,
i din Ensomhed saa stor!
Fattig Hilsen jeg dig bringer.
Mine Ord vil lidt forslaa,
men fra Norges Klipper graa
indtil Sydens Roser røde,
fjærnt fra Steppelandets Øde
og til Vestens Bjærgfe blaa
skal et samlet Kor dig møde,
takke dig for Tugt itide,
Svøbeslag, som maatte bide,
slaa mod Slægtens døve Øre,
lære dorskest Sjæl at høre!
Kongemagt, af alle størst,
er vel den, som paa Geniets
Skaberevne grundes først —
Du har faat den Magt som ingen,
faat det Aandens Ridderslag,
andre febersyge strider
for at naa i Døgnets Jag!
Viddet lyser af dit Værk,
Aandens Virke er dit Vaaben,
Formens Fasthed Kongekaaben,
Seerkraften gjør dig stærk.
Du har bygt dit Kongerige!
Ræk din Haand til hvem Du vil,
ingen er dog her din Lige!
Lad dem i Begejstringsild
raabe dig et Vivat til,
eller lad dem, om de vil,
for en Uvejrsrøst dig kalde,
lytte — lytte maa de alle — —
Du, som under Grube-Ler
dybt i Sjælelivets Schakter
lodder Grunde, ingen ser,
medens Luftens Bølge svinger
af de bratte Tankelyn
der som Funker om dig springer!
Du, som hører
inderst inde „Malmen synge”!
Du, som rører
i den store, dybe Stilhed
med din Kæmpefantasi
Hammerslagets Midnatsklokke,
den, som synger Malmen fri!
Store Bjærgmand, i hvis Spor
Hammerslag som Harper klinger!
Hør det dybe Takkens Kor,
Folk paa Folk dig samlet bringer,
baaret som af tusend Vinger
op mod Nord,
kommende fra fjærne Vidder
til dig, hvor Du graanet sidder,
lytter efter Grubespor — —
i dit Bjærgmandsliv saa ensom,
i din Ensomhed saa stor —!