Jeg husker et Spil, jeg som Barn har kendt —
nu er det gammelt og længst af Mode —
men intet var mig saa kært som det,
og i intet saa mange Eventyr bode.
Det spilledes kun én Gang hvert Aar:
naar det gamle Aar skødes ud af det unge,
og det regned paa Døren med Potteskaar.
Jeg husker, hvordan vi om Bordet sad
i den gamle Stue,
Børn og Voxne i sluttet Rad
og i Sofahjørnet den gamle Frue.
Saa kom „Gnavposen” frem — en skimlet Fyr —
for Skønhed kan jeg den ikke rose;
jeg husker endnu, som det var igaar,
den mugne Lugt af den gamle Pose.
Forsigtig løsnedes Posens Baand
og man greb iblinde,
greb rigtig dybt med sin lille Haand,
for det aller-allerbedste at finde.
Og Spillet gik med Latter og Spøg
og glade Ord,
over det brede Maghonibord.
Men nærmede Klokken sig Midnatsstunden,
og Uhret langsomt trak op for at slaa,
da faldt en underlig højtidsfuld Stilhed
over de smaa,
og de store talte hviskende sammen,
eller sukked ved noget, de tænkte paa
med lønlige Haab og vemodigt Sind — —
Saa gik Nytaaret ind —!
Siden har hver en Nytaarsnat
denne Scene staat frisk i mit Minde.
Sidder vi ikke og griber iblinde
med Sjæle, der dirre som Haar af Mimosen,
ned efter Skatten i Nytaarsposen?
Op kommer ned, og ned kommer op,
som Draaber der blandes i samme Kop!
Alle jager vi efter et Haab,
alle griber vi efter en Lykke,
som muligvis var en bedragerisk Skygge —
men ligegodt — den var til for os!
Greb Du en Sorg, saa luk sagte den ind,
greb Du en Glæde, saa tak, før den svinder!
Sank for dit Liv
en Livsskat af levende Minder!
Greb Du en Fugl, saa vær jublende fro!
I alt, hvad der synger, er Rigdom for to:
Kraft til at stride, Magt til at lindre
og gøre de bitreste Skuffelser mindre,
thi Fuglen i os er det bedste, vi ejer,
den Vinge, som èn Gang skal bære os op,
naar vor Støvdragt saa lidt som et Sandkorn vejer!
Voxede er vi fra Leg og Spil,
voxet fra Børnenes lave Skammel,
men lige højtidsfuld er os den Stund,
som skiller en nyfødt Tid fra en gammel.
End sidde vi tyst, som da vi var smaa,
taler hviskende sammen,
eller sukker ved noget, vi tænker paa
med lønlige Haab og vemodigt Sind
Saa gaar Nytaaret ind —!