Hvis Du har en Mor derhjemme,
en, som da Du gik paa Foden
lille, vaklende og bange,
støtted dig de tusend Gange —
en, som undte dig det bedste,
og som altid stod tilrede
for at frede
vugge, vaage, elske, bede —
hvis Du har en Mor derhjemme,
som har Ofre for dig givet,
en, Du gennem hele Livet,
aldrig sige kan med Ord
hvad af Tak din Sjæl har inde,
aa, saa giv hver fattig Mor,
giv, som om Du gav til hende!
Hvis Du har et Barn derhjemme,
som med sine bitte, varme,
fløjelsbløde, runde Arme
gør dig alle Lænker lette,
et, som med et Smil kan rette
og udslette,
hvad af ondt din Sjæl kan plette —
hvis Du har et Barn derhjemme,
som med sine klare Øjne
ler ad alle Livets Løgne,
et, Du henrykt kalder „mit”,
aa, saa giv hvert Barn, der græder,
giv, som om Du gav til dit! —
Hvis Du har en Mor deroppe,
som Du ikke mere favner,
en, som Du i Stilhed savner,
naar dit Liv er mørkt af Slud,
og Du trænger til et Hjærte,
hvor Du kunde græde ud,
og Du trænger til et Øje,
i hvis Dyb Du kunde sænke,
hvad af tungt Du ved at tænke,
hvad af lyst Du ved at se,
en, hos hvem Du kunde hviske,
nynne, juble, hulke, le —
hvis Du har en Mor deroppe,
en, hvis fine, bløde Minde
er som tusend gode Ord,
i aa, saa giv hver fattig Mor,
giv, som om Du gav til hende!
Hvis Du har et Barn deroppe,
et, hvis Minde er som Taarer
rundne over blege Kinder,
eller som den Sol, der skinner,
eller som det varme, røde
Hjærteblod, der altid rinder —
hvis Du har et Barn deroppe,
som er med i dine Bønner,
et, Du evig kalder dit,
og hvis Kærlighed dig lønner
gennem alt, hvad Du har lidt,
aa, saa giv hvert Barn, der beder,
giv, som om Du gav til dit —!