Du mit Hjærtes Yndling mellem Engblommer smaa,
aa, Du lille gule Kabbeleje!
Skønnere end Gøgeurt og Vildvikke blaa,
Nellikrod og Mjødurt, Aggeleje,
gulere end Smørblomsten, stærkere af Lød
end Storkenæb rød
tog Du alt mit Hjærteguld i Eje!
Der var en, jeg mødte — Hun sprang paa Engens Bund,
intet vidste hun om Sten paa Veje!
Lokkende i Solen hun bød sin friske Mund —
aa, Du lille gule Kabbeleje!
Syngende og dansende hun plukked Favnen fuld,
nejed sig i Muld,
bød mig alt sit Hjærteguld til Eje!
Aldrig bølger Duften af Enghø, hvor jeg gaar,
aldrig ser jeg Hjærtegræs at vaje,
uden at jeg tænker paa et solgyldent Haar,
ser dig staa skalkagtig der og neje,
ventende med Favnen af Hjærtegræs fuld
alt Livslykkens Guld!
Aa, Du lille gule Kabbeleje —!