Den siver og suser, den faldende Regn,
som intet kunde dens Sluser tømme —
de falder, de tunge Tanker, omkap
med Regnens rastløse Strømme!
Dryp! dryp! i ustandseligt Fald,
i underlig ensformig Piasken derude,
glidende vaadt over Gavlsidens Mur
og rindende langsomt nedad min Rude,
— ilende blødt over Murkantens Mos,
smygende ind mellem Vildvinens Ranker,
faldende, faldende — Dryp i Dryp —
tungsindsvækkende nedover Tanker,
— Regndryps-Tanker, som lever skjult,
men har i en Krog af vor Sjæl tilhuse
og Tid efter anden kommer igen
som Væld fra en aldrig udtømt Sluse.
Lyd af en ensformig Dagregns Fald
lokker dem til sig, kalder dem sammen,
Hvisken af Tagrendens evige Dryp
drager dem aandelig talt ud af Rammen. —
Regndryps-Tanker, som ingen ser!
Aldrig hører I op at strømme,
dybt I har Eders Kilder gemt,
Sol og Vind kan dem aldrig tørre.
Fald da, fald, Du sivende Regn!
Blød kun, blød, I evige Vunder!
Rind kun, rind, Du hulkende Væld
fra Kilder, som ingen bunder!