Jeg saa’ den første Bøgegren,
saa skjær og ren,
nys sprungen ud til Livet;
med lysegrønne Løv den hang,
mens Vinden sang
i Mosen mellem Sivet.
I Skyggen af det store Træ
den hang i Læ
for Slud og kolde Vinde,
der lukkede den sidste Knop
sig varlig op,
lod Solen paa sig skinne. —
Jeg fandt den første Bøgegren,
saa ung og ren,
blandt Tornene herinde;
den hvisked, mens den skinned lyst:
„Se, i dit Bryst
er endnu Vaar at finde!“
Tro derfor ej, din Hjærtebund
er sandet Grund,
hvor ingen Blomst kan bryde,
saa længe i din Sjæl blot én
halvvissen Gren
kan friske Blade skyde.