Har du prøvet at le,
hvor Du helst vilde grædt,
at smile, naar din Sjæl var forstemt?
Har Du prøvet at se,
naar dit Hjærte var let,
i Øjne, hvor kun Kvaler laa gjemt?
Har Du før, naar dit Sind
var saa ungt og saa rigt,
mødt Kulde for den Varme, Du gav;
til dit Haab blev et Skin,
til din Fryd blev et Digt,
og ingen kunde stille dit Krav?
Har Du følt, — naar en Gang
Du fik Klarhed og Fred,
og Lykken spredte Glans for din Fod,
naar Du jubled din Sang,
og kun Lærken sang med,
at ingen dine Tanker forstod?
At Du bar paa et Savn,
en Forstaaelsestrang,
som aldrig toges bort fra dit Bryst,
og som tynged din Favn,
ej naar Stormene sang,
men mest, naar alt i Sjælen var tyst?
Har Du kæmpet og stridt
for et Ønske, Du fik,
og følt, naar det omsider blev naaet,
at her fejled dit Skridt,
her bedrog Dig dit Blik:
da har paa „Skyggesiden“ Du staaet!
Har Du sunget Dig fri,
naar din Sjæl var betrængt,
naar Fristelserne laa for din Fod?
naar de krydsed din Sti,
har Du da kunnet stængt
for Synerne, som hidsed dit Blod?
Har Du da fundet Magt
at bevare Dig selv,
dit Sjæleliv paa Sandhedens Grund?
har Du sluttet en Pagt
under Skovenes Hvælv
med ham, som gav den spirende Bund?
Har Du følt, naar Du stod
i en Kamp, som var tung,
som blev Dig til den sværeste Dyst,
at saa voxed dit Mod,
Du blev stærk, Du blev ung,
og Haabet sang sig ind i dit Bryst?
Har Du fæstet din Lid
til en gryende Vaar,
en Sejr, naar alle Kampe er endt?
har Du trot paa en Tid,
som for evigt bestaar:
da har Du Livets Solside kjendt!