Det drypper saa smaat
fra Busk og Trær,
hver Draabe, som faldt,
var lys og skjær. —
Tungt hænger paa Gren
den fulde Knop,
for Vaarsolens Lys
den lukker sig op.
Fra Reden i Vang
fløj Lærken mod Sky,
nu kvidrer den højt
med Sang over By.
Sjung, Lærkelil, sjung,
mens det er Vaar:
der kommer en Tid
med trange Kaar.
Der kommer en Tid, —
Du ej det tror, —
da Toner og Sang
bli’r glemt paa Jord. —
Sjung Lærkelil, sjung,
mens det er Tid,
mens Himlen er klar,
og Luften blid.
Naar Vinteren da
er kold og trang,
jeg mindes med Fryd
din glade Sang.
Jeg tager den med, —
gjemt i mit Sind, —
i Storm og i Slud,
i Lys og Skin.
Jeg tager den med
— din Sang fra før —
fra Sted og til Sted,
indtil jeg dør.