Saa gik den gamle til Hvile,
og fredelig var hendes Død,
ej var det saarende Pile,
Dødsengelen paa hende skød.
Den kom fra det store fjærne
med susende Vingeslag
og bragte, lig Østens Stjærne,
Bud om en gryende Dag.
Den kom i den stille Aften,
Da Kirkeklokkerne klang;
den døende følte Kraften,
Livskraften, endnu en Gang.
Den blussede op derinde
lig Arnens flammende Glød,
den var som et sidste Minde
om Jorden, hvor hun blev fød.
Hun bøjed i Soleluen
sit Hoved med Smil om Mund,
— Dødsenglen fløj ind i Stuen
i samme salige Stund.
Den kom fra det store fjærne
og bød hende med til Fest, —
og før der blev tændt en Stjærne,
da var hun Vorherres Gjæst.
Før Solen bag Sky var svundet,
og Klokken slog Bedeslag,
havde den gamle fundet
en aldrig svindende Dag.