Du skal ingen tage bort
af de unge Skud i Skoven:
deres Liv er alt for kort,
trænger haardt til Lys fra oven.
Lad dem sidde, fælde Dug,
i de lange, lyse Nætter,
drage friske, dybe Suk,
mens de Foraarskronen fletter. —
Du skal intet tage hjem
af det unge Løv derude:
ved et Solglimt sprang det frem,
det vil visne bag din Rude.
Lad det voxe, lad det staa
under Himlens hvalte Bue:
hvad i Løvspringsvugge laa,
trives aldrig i en Stue.
Lad det bære Blomst til Frø:
og det sætter Frugt derude;
riv det op, — og det vil dø,
saa er Bøgens Saga ude.