Over Kilden klar og ren
hang den vilde Rosengren,
aanded i den stille Luft
Morgensol og Blomsterduft;
Natteduggen laa i Vang,
blødt paa Knopperne den hang,
mens fra Skoven Droslen sang:
„Vilde Rose, tung af Dug,
luk Dig op for Droslens Kluk!
jeg har sunget Dig i Blund
mangen kølig Aftenstund,
sét din fine, bløde Hud
rødme bag det grønne Skrud —
vilde Rose, fold Dig ud!
Vilde Rose, send din Duft
dybt ind i den lune Luft!
ved din første Blomst i Vang
synger jeg min bedste Sang,
kysser bævende din Kind,
ser Dig under Solens Skin
i det fulde Bæger ind.
Spejl Dig kun i Kildens Vand,
smil og duft den Tid, Du kan!
thi, før Sol gaar ned i Sø,
maa Du visne, maa Du dø —
Blomsterdronning, ung og smuk,
vilde Rose, tung af Dug,
luk Dig op for Droslens Kluk!“