Der var Uro i Luften, som dybt i mit Sind,
og et Taageslør hyllede Skovene ind;
Regnen faldt over Jord, som en styrtende Elv,
og Naturen var lige saa mørk, som jeg selv.
Men trods Taage og Regn og trods Blæsten i Vang,
fløj i Luften den jublende Lærke og sang,
og den slog sine Triller saa frejdig og fro,
at den lidt efter lidt sang mit Hjærte til Ro.
Og jeg lærte af Lærken at juble min Sang,
selv naar Luften var tung og naar Vejen var trang,
og at lade en kvidrende Sangfuglerøst
bringe Tanken lidt Liv, bringe Hjærtet lidt Trøst.
Og jeg lærte af Lærken, da Himlen var graa,
at fremjuble min Tak for den Tid, den var blaa,
og at se paa mit Savn og min sværeste Dyst
med lidt Solskin i Øjet, lidt Fred i mit Bryst.