Du, som klarer din Skude
og skal færdes der ude,
jeg vil vare dig blot,
før Du Skuden gjør flot,
ikke skræmme fra Farten der ude.
Det er hellige Stunder,
naar Du første Gang bunder
med din Aare i Sund,
det er Alvorens Stund:
Du kan sejre, men ogsaa gaa under.
Der er varslende Klange
i Bølgernes Sange,
det er skjæbnetung Fart;
Du skal kjende det klart:
der er Grunde — saa mange, saa mange.
Men naar blot Du har Øje
for et Lys i det høje,
kan Du staa ved dit Ror
med en Stormagt om Bord,
som vil lære Dig Havet at pløje. —
Du skal løfte din Pande
over graatunge Vande,
Du skal hæve dit Syn
lig et vækkende Lyn,
imod Livshavets evige Strande.
Hvo ej kæmpende vover,
vinder aldrig henover,
men — giv Agt paa din Færd
mellem Klipper og Skjær:
tit ej vindes, hvad Udfarten lover!