Se Sejlbaaden der,
i graatungt Vejr!
vippende, vildsom, af Havtaager lænket,
af Regn bestænket,
med Sejl saa slappe og tunge, vaade,
med Tov saa skjøre som Spindelvævstraade.
„For langt kom Du ud,
Du Bølgebrud!
Kjære! hvad vilde Du ogsaa i Striden,
saa fin og liden?
For let og kraftløs til Bølgefærden
Du vinder vist aldrig frem i Verden.“ —
Den støder paa Grund
om stakket Stund; —
Ser I! nu ligger den søndret paa Siden
saa fin, saa liden!
og Bølgerne fraade og kaste sig over —
Der sank den, sank dybt i de kolde Vover!