Formiddagssolen paa Østsidens Vinduer
brød sine Straaler.
Lueforgyldt stod det herlige Slot mellem
Granpyramider;
Minded om Eventyr hørte med Lyst
i troskyldige Barndom.
„Stop Maschin!” raabte Captainen og Dampskibet
standsed’ ved Broen —
Broen, hvor Pojkar og Flickor os vented
med Birkebarkskurve,
til Selskabets Damer.
Vandred saa opad til Slottet, hvor
Borgintendanten i Porten
Bukkende artigt modtog os, (thi Herskabet selv
var ej hjemme)
Visre os om i de prægtige Haller,
hvor Brahernes Rigdom
Brammed i kosteligt Boskab, i Maler- og
Bildhugger-Arbejd,
Ægteforgyldte Carniser og Lister,
venediske Spejle,
Silketapeter i Billeder vævede,
indlagte Gulve —
Dem man forsigtigt og hartad undseeligt
med Fodspidsen traadte —
Skabe af Ceder og Ibenholt (gammeldags
kosteligt Arbejd)
Indvendigt sirede smukt med
Familie-Antiqvitæter,
Dyrebar Brudesksnk: Bægre, Signeter,
Portraiter og Ringe —
Der var og Ebbas Forlovelsesring, hende
skænket af Gustav;
(Helten ved Leipzig og Lutzen) et Pant, som dog
Der var den Sadel, hans Datter har ejet —
den vilde Christina.
Der var den Stol, udi hvilken hiin tiende Carl
har opgivet,
Tørstende end efter Blod, sin urolige Aand.
Krigerens Lyst i hans stormfulde Liv, nu den staaer
og hensmuldrer —
Ormenes Nov, som han selv — her knalded
Signalet til Opbrud.
Ud nu af Slottet — knap Hælvten beseet —
vi til Skibet nedilte.
Hjulene bruste: og snart var den
statlige Herreborg svunden.
Sunken bag Fjeldet: ret ligesom hine,
om hvilke mig Ammen,
Da jeg var lille, fortalte, at Bjergmanden
bygger dem kunstigt
Enten af Guld eller Glar (thi det kommer jo
alt ham paa eet ud) —
Viser dem stundom et Øjeblik oven
paa Jorden; men gjemmer
Ligesaa hurtigt dem atter for
Menneskets spejdende Blikke.