Jeg skred henind ad Fyrisaa
Imellem grønne Enge.
Et venligt Land foran mig laae
Med kornbeklædte Vænge.
Og her en Gaard, og der en Bye,
Med Kirkespire op i Skye.
Langt bagom mig hiin Fjelderad
Sig monne dybt nedsænke.
Den i det fjerne Syden sad
Som blaagraae Taagebænke.
Og Uplands Slette skjøn og riig
Blev Danmark meer og mere liig.
Saa tænkte jeg, saa sagde jeg;
Da hvidskede en Stemme:
„Ret meget fejler Du dog ej;
„Ansee Dig kun som hjemme!
„Thi Danmark er Dig saare nær —
Det var ej sært, om da paa den
Mit Blik med Ømhed hvilte;
Jeg saae kun den; de andre hen
Uændsede bortilte.
Og da jeg saae den sidste Gang,
En Taare i mit Øje hang.
Og Hjemvee Hjertet til sig drog
Med hine Længsler ømme —
Men andet Syn ret strax forjog
De søde Danmarksdrømme:
Tre Høje laae for mig i Nord;
De kaldes „Odin, Frejr og Thor.”
Paa Sletten de sig hæve som
Vort Nordens Pyramider;
De stande til et Minde om
De gamle Asatider.
Gamle Upsala er ej meer;
Af den Du kun tre Grave seer.
Men fordum var det Hovedstad,
Og Gudehuus tillige;
Med blodigt Offer her tilbad
Det hele Svearige.
Staalklædte Bønder sloge Ring
Dog snart Sigtunas Øde fik
Det stolte Kongesæde;
Det med den gamle Tro forgik;
Og saae et nyt fremtræde.
Minervas Billed er dets Skjold
Mod Ild og Sværd og Tidens Vold.
Af hendes Børn jeg søgte først
Een, som mit Hjerte kjender;
Han er af dem, som Sjælens Tørst
Til Suttungs Mjød antænder.
Fra Huus til Huus jeg spurgte: „hvor
Han fandtes ej. Han drog afsted
Til hendes Børn i Dalen;
Og alle Lærde vare med;
Og tom var Høresalen.
Af et heelt Universitet
Jeg ikkun een Student har seer.
Dog har jeg seet, hvad i mit Sind.
Med Runeskrivt er præget ind:
Han viste mig et Tempel, hvor
Tilbedes den, som ej i Templer boer;
Hvor ikke Blod, men ikkun Taarer flyde;
Ej Offerskrig, men Jubelhymner lyde.
Upsalakirke lignes vel
Ved „et udhulet Marmorfjeld.”
Sol stod i Vesten purpurrød;
Dens gyldne Straaler ind i Templet brød.
Ved højlys Dag de gyldne Stjerner lued’.
Mildttindrende paa Himlen blaa
De over Herrens Alter staae.
Saa smile Haabets Stjerner ned
Til Jordens Børn fra dunkle Evighed:
Paa Troens og paa Kjærlighedens Vinger
Fra Jord til Himmel Aanden sig opsvinger.