Nordop til Upsala gik min Fart,
Didhen stamped’ Fultons Mølle snart:
Kjedlen buldrede hvæsede og peeb,
Hjul og Stænger i hverandre greb;
Vingerne løb om med Bruus og Brum,
Slog det grønne Vand til hviden Skum;
Som et Vimpel mørkt den tykke Røg
Bølgende vidt hen bagefter strøg.
Vejen slynged’ sig i mangen Bugt;
Stundom syntes hver en Udgang lukt:
For os spærred’ Bjerget stejlt og stort;
Altid dog igjen vi fandt en Port.
Atter Fjeldene op om os steeg;
Atter de trindtom tilbageveeg.
Dog paa hvert et Næs, i hver en Vig
Altid noget Smukt og Nyt for mig:
Nu en Hytte, nu et Herreslot;
Nu kun Skov og Klipper — Grønt og Graat.
Hvad kommer her? en Klump af Hytter smaae
Og over dem tre Taarnestumper graae!
Glughuller gabe end i tomme Haller
Liig Øjenhuler udi Dødningskaller,
Og minde om, hvad Øde forestaaer
Hvert Værk, som fra en død’lig Haand udgaaer.
Een Slægt forsvinder og en anden triner
Paa Formands Grav. Ruiner paa Ruiner
Du finder her; thi disse, som Du seer,
Var Christi Kirker — Odins er ej meer.
Ikkun det gamle Navn er end tilbage,
At minde om de længst henfarne Dage.
Sigtuna! — Hvor er nu din gamle Glands?
Da Aserne i Disers skjønne Krands
Det første Østerlys i Norden tændte,
Der længe som en Morgenstjerne brændte;
Men, da det andet som en Sol oprandt —
Et Stjerneskud i Ragnarok forsvandt.
Et tusindaarigt Mørke dig indhyller,
Mens liden Bæk endnu din Grav omskyller;
Mens liden Blomst i dine Fjeldes Ly
Til Liv opvaagner hver en Vaar paa ny.