Hvor Roxen sine Bølger slaaer
Mod Eng og frugtbart Agerland
Og hvor igjennem Sluser gaaer
Canalen stejlt til Bjergets Rand:
Naar Du er steget til dets grønne Toppe,
Da stands og see Dig lidet om deroppe!
Hist nede denne stolte Søe!
Som nylig Du igjennemskar,
Med mangen skovbevoxet Øe,
Og mangen Klippe bradt og bar;
Hist samles Fjeldene med Himlens Skyer,
Her viser Sletten sig med smukke Byer.
Østgothlands Slette stor og riig.
Dets Forraadskammer og dets Siir;
Og hist ved Søens fjerne Viig
Linkjøping med sit høje Spiir;
Og trindt omkring saa langt som Øjet rækker
Med Blomster og med Frugt sig Jorden dækker.
Men her er meer at see endnu —
Et Øjeblik Du tøve faaer.
Gak ind i Landsbykirken Du!
Som skjult bag Æske ydmygt staaer.
Der er et Rum, hvor Du Dig knap kan vende;
Der var en Tid, da deres Gang
Betegnedes med Blod og Damp;
Da Jorden syntes dem for trang.
Alt som de foer fra Kamp til Kamp.
Saa fredeligt de nu tilsammen hvile.
Mens mange Secler over dem henile.
En Krone er endnu at see,
Med denne nøjes maae de Tre,
Som sove her i Mulm og Muld.
Her kunne de, som Kongekroner bære,
See Enden paa al jordisk Magt og Ære.