Man bygger op med stor Umag
De stolte Monumenter,
Og Marmelsteen til Sarkophag
Fra fjerne Lande henter.
Beriger den, med kostbar Erts,
Med gyldne Amuleter:
Bemaler dem med Ærevers
Af lønnede Poeter.
Men hist paa Horsens Kirkegaard
Kan Du, o Vandrer! finde,
Hvor for en Dannemand der staaer
Et rigtigt Æreminde.
„Hvis er da denne Mindesteen,
Hvorpaa mit Blik jeg fæster?
Hvo hviler her de trætte Been?”
Han var en Skolemester.
„En Skolemester!” Ja min Ven!
En rigtig Skolemester;
De Børn de strømmed til ham hen
Fra Øster og fra Vester.
Han lærte dem tilgavns forvist,
Og Alt saa med det Gode,
Og med den Lærdom Dydens Qvist
Han monne dem indpode.
Saa mangen en dygtig Ungersvend
Gik ud af Horsens Skole,
Og tænkte altid kjærligen
Paa denne Mester Ole.
„Hvo har da rejst den Steen?” — Saamænd
Det haver alle disse.
Han var ej Lærer blot, men Ven —
Ja Fader dem tilvisse.
„Og hvo er Du med denne Sang?
Er Du ej ogsaa Digter?”
Lidt er jeg; men for denne Gang
Jeg Bragibægret svigter.
Det er den rene Sandhed; ja,
Jeg rimer blot af Vane,
Og saaer jeg end som Sanger, da
Jeg staaer ved Sagas Fane.
Vel blev jeg ikke een af hans,
Hvor gjerne jeg end vilde;
Men derfor kan min simple Krands
Ej klæde Støtten ilde.
Af egen Drivt jeg binder den,
Med Bistand af Camoenen;
Tillad, I gode Horsensmænd!
Jeg hænger den paa Stenen.