„Hvem har vi her? — Knud Henneberg! — Hvo kjender
„Knud Henneberg? — Hvor er hans Epitaph?
„Hvor mon i Gyldenskrivt sligt Navn vel brænder?
„Hvad Id mon det til Efterverdnen gav?”
„Har han med Sværd sit Fædreland omhegnet?”
Nej. — „Gavnet det maaske ved vise Raad?”
Nej. — „Blev han i de Lærdes Skare regnet?”
Nej. — „Kunstner?” — Nej. — „Hvad var da Mandens Daad?”
Hans Daad? — I Verdens Øjne — ja! kun liden!
Han var en simpel, ydmyg Præstemand,
Der sneeg sig ubemærket gjennem Tiden,
Som Fremmed hardad i sit eget Land.
„Han sov den hen?” — Nej, Vandrer! nej! han vaaged,
Naar Andre sov. O! vi har seet det tidt,
Hvor Søvnen lukked ham Øjenlaaget,
Først naar i Østen Solen aabned sit.
„En Maner da? — Maaskee en Skattegraver?”
En Skattegraver! — Rigtigt! det er sandt.
Saa stor en Skat han sig opdynget haver,
Som sjældent i saa lidet Huus Du fandt.
Men det var Kundskab — Sjelens Guld, han sanked;
Han maned Fortids store Aander frem.
Hans egen Aand igjennem Sekler vanked,
Og hæved sig til alle Aanders Hjem. —
Kun eengang han udaf sin Skygge traadte,
Og talte lydt til et forundret Folk:
Han Hedenolds de dunkle Runer raadte,
Som dybe Gaaders, døde Tungers Tolk.
Guldhornene han prøved at udtømme;
Hvor dybt han kom — det sige ikke vi.
Men var endog det kun en Drøm om Drømme,
Os fængsled dog dens rige Phantasie.
„Hvi da saa ubekjendt? — Hvi smykked ikke
„et Baand — en Stjerne denne Vises Bryst?”
„Hvi søgtes han da ej af Mængdens Blikke?
„Hvi fik han ej sin Priis ved Skjalderøst?” —
Hvad skulde han med Glands, som snart fordunkled?
Hvad trængte han til Pryd af dødlig Haand?
Hans Stjerner skjønnere hist oppe funkled:
Orions Belte var hans Ordensbaand.
Ham fryded kun de milde Stjernes Blikke,
Naar Sjelen sig blandt Sphærerne opsvang.
Til jordisk Lirespil han trængte ikke;
Han lytted efter Himmellyrens Klang.
Som Ossian i Selmas øde Sale
Gad hos Malvina og sin strengeleeg;
Til sine Venner mellem Skyers dale
Op med sin Sang og med sim Længsel steeg:
Saa sad han ved sin Tubus og sin Datter,
Og stirred opad — højere endnu; —
I Himmelrummet højt, som Een kun fatter,
Did steeg han med sit Øje og sin Hu.
Den Gud, om Dagen han med hellig Lue
I Templets Buer priste med sin Røst,
Blandt Stjerner i den store Himmelbue
Om Natten søgte han med hellig Lyst.
Hans Sjel opløfted sig fra snevre Kammer;
Af Støvets Lænker løst den svæved let,
Did mellem Millioner Soles Flammer:
Og Jorden sank — svandt til en Taageplet.
Nu her hos højtberømte Danskes Minder
Af alle nederst — ydmygt dette staaer.
Et venligt Blik maaskee fra Dig det vinder,