Der er et Lys, som her i Verden brænder,
Kun Faa det søge — Færre finde det.
Eet Sted det slukkes brat, det atter tænder
Sin Lue paa en anden Jordens Plet.
Snart som en Sol det uomskygget funkler,
Og fryder Jorden med sit klare Skin;
Men snart den skumle Taage det fordunkler,
Det for en Tid i Natten iler ind.
Mod Natten og dens Hære maae det kæmpe;
Dets Stridsmænd ere stærke vel, men faa.
Tidt sejrer Mørket, og dets Skygger dæmpe
Den Ild, som glimter fra det fjerne Blaa.
De Onde juble, og de Svage bæve;
De troe, at Lyset maae for evig flye;
Men sejrende det sig igien skal hæve,
Og tindre fra den gjennembrudte Sky.
Saa mangen Grandsker efter Lyset higer,
Og skimter det tilsidst bag tykke Damp;
Da — som Erobreren for Kongeriger —
For Lysets Magt bekæmped Du, og vandt.
Du est opløftet nu fra Jordens Tue,
Og nær det Lys, Du fjernt har stirret paa:
Dig som en Sol i evig Dag mon lue,
Hvad som en Gnist i Natten her Du saae.