Ingen Himmelstorm paa Fjeldet,
Intet Zefyrpust ved Kildevældet
Toner Ludvig Holbergs Sang.
Ej til Kamp han vækker Helte,
Intet Pigehjerte vil han smelte;
Fryder dog med munter Klang!
Mangen Skjald i Østen synger,
Samler Ynglinge- og Pige-Klynger
Om sit skjønne Eventyr.
Under Myrther, under Palmer,
Nu ved Elskovssange, nu ved Psalmer
Natten kommer, Natten flyer.
Orgel, Harpe, Luth og Ziter
Udi Templet — ved den Skjønnes Gitter
Klinger i det varme Syd.
Troubadourers faure Skare
Synger Heltens og Hjertets Fare —
Vækker Sorg og vækker Fryd.
Vildt og vældigen som Blæsten
Bruse i det taagefulde Vesten
Bardens Toner som et Hav;
Og, skjønt trystet Hjertet gyser,
Gjennem Taagerne en Himmel lyser,
Aabnet ved hans Tryllestav.
Saa i Vesten, Syden, Østen
Ryster, rører, smelter Sangerrøsten,
Som i Hytte, saa i Hal.
Mens hvert Folkefærd paa Jorden
Priser sine — prise her i Norden
Vi Thalias Kongeskjald.
Rige Gaver Himlen vilde
Skjenke Flere — Dig en bundløs Kilde
Af de Gaver, Færre fik:
Uden Had og Vredes Flamme
Daarlighed og Last at ramme
Med Satirens sikkre Stik.
Flere højere sig svinge,
Skue dybt, og — ofte ak! nedbringe
Dybt i Hjertet Sorgens Piil;
Men kun Færre blev det givet,
Dybt og klart at skue ind i Livet,
Og at skue dog med Smiil.
Roes din Butler, stolte Britte!
Og med Rette, dog maa jeg Dig fritte.
Hvi gaft Du han Steen for Brød?
Butler sang, og Charles skoggred,
Folket klappede, og Hoffet logred —
Skjalden døde Hungrens Død.
Faa paa Jorderige fandtes,
O Espanna! som din Sol, Cervantes,
Der din tykke Taage brød;
Dog bedækt med Slaveklæder,
I sin Hytte uden Brød og Hæder,
Døde Skjalden Butlers Død.
Danmark! Du en Holberg finder,
Som Cervantes, Butler overvinder
Med sit Snilles stærke Magt.
Holberg! Dig et Danmark lønner,
Dig i Live have Danmarks Sønner
Roes og Guld til Offer bragt.
Hav kun din Homer, Hellene!
Hav, Britannia, din William ene!
Hver foruden Lige stor;
Ikkun een og uden Mage
Er og Holberg alle Jordens Dage.
Denne Ene — han er vor.
Ej som Elskovs søde Smerte,
Ej om Daad, der hæver Heltehjerte,
Synger Paarses Skjald;
Rister ingen Bautastene,
Skaber ingen Sorgs og Rædsels Scene
Udi Melpomenes Hal.
Men til skyldfrie Lyst og Latter
Vækker Holberg atter os og atter
Med sit Lunes Tryllegreen:
Derfor skal vort Drapa lyde,
Derfor atter vi og atter pryde
Danebardens Bautasteen.