Vor Jord en Skueplads man og med Rette kalder;
Thi heel dramatisk er enhver vor Levealder.
Født Skuespiller er, hvo fødes af den Qvinde, —
En Rolle spiller hver med eller mod sit Minde,
Med dobbelt Maske, som i Rom, paa Scenen træder,
Hvoraf den Ene leer, imens den Anden græder.
En Rolle haver hver, og somme have flere;
De Fleste see vi dog heelt maadeligt agere. —
En Hob helst tager den, som overgaaer dens Kræfter,
En større Hob man seer at abe Andre efter.
Sin Evne og Natur kun faa raadspørge ville,
Men heller slet sig ved en kunstig Rolle skille.
Om ædle Roller er der en bestandig Trængsel,
Til de fornemme dog endnu langt større Længsel;
Skjøndt medens man er ung, man det beqvemmest finder,
At spille Elskere og spille Elskerinder.
Eet fælleds Øjemed dog ej hos Nogen fejler,
Til Publicums Applaus Een med den Anden bejler.
Stærk i det Comiske de fleste Roller falde,
Og gaaer det saa en Tid; men tragisk endes alle.
Det mærke Du; thi hver Actrice og Actør,
Naar Stykket ude et, paa skuepladsen døer.
Ifald, o Debutant! mit Raad Du høre vilde:
Det vorder saa, at Du ikkun Dig selv bør spille!
Dernæst Dig vise Du bestandig uden Maske!
Som ogsaa vogt Dig vel i fremmed Dragt at braske!
Jag ikke efter Klap, de deles ud iflæng;
Tidt nægtes Herren, hvad man ødsler paa hans Dreng.
Ej heller Piben frygt, naar Du den ej forskylder!
Misund ej heller den, hvem dumme Domme hylder!
Ifald Du kan, da giv den værdige Huusfader!
Med Bifald vel fortjent Du Scenen da forlader.