„Tidt ved et Blomsterbed man ligned Livet”
Men ak! ej Blomster blot i Bedet groe!
Vel blev en Rose hist og her os givet;
Af dem dog ingen uden Torne paa.
Vel smiler Lillien os huldt imøde,
Som Uskylds Billede saa reen og hvid;
Dog neppe vi dens faure Skue nøde,
Før den afblomstret visner i sin Tid.
Vel smiler yndelig den blaa Kjerminde,
Vel dufter sødt den ydmyge Viol:
Den ene knækkes brat af barske Vinde,
Den anden falmer i den hede Sol.
Kun kort vort Blik ved Floras Skatte dvæler;
Hvad Himlen skaaner, Jordens Ukrud kvæler.
Og af, saa mangen Blomst uændset spirer,
Fordi den brammer ej i Skjønheds Dragt,
Mens den, hvis Kalk en pralersk Farve sirer,
Dig skjuler Giften bag forførisk Pragt.
Med daarlig Priis vi ofte den beskuer,
Som os bedøver med narkotisk Duft,
Beundrende den falske Skjønheds Luer,
Som dog forpester os den friske Luft.
Saaledes Een blot efter Skinnet dømmer,
Men seer for seent, en Orm i Blomstret boer.
En Anden sig i Edens Have drømmer,
Og, at for ham den blomstrer kun, han troer.
Forsigtighed vil tidt saalænge vrage,
Til ingen af dem alle er tilbage.
O Gartner! est Du klog, Du ikke sælge
Dit Livs Lyksalighed for Øjenslyst!
Kun een Du Dig for Nu og Siden vælge,
Din Ungdoms Glæde og din Alders Trøst!
Søg med Forstand! prøv nøje! ønsk beskeden!
Da finder Du en Blomst for Evigheden!