Du farer, min Gut! paa et uroligt Hav:
Een Havn kun det ejer — Jeg mener din Grav.
Ustadigt er Vejr, og ustadig er Vind,
Som Menneskets Lykke som Menneskets Sind.
Nu Børen er med Dig, din Rejse er god,
Men flux den sig vender og blæser imod.
Snart stævner Du lige og let mod dit Hjem,
Og snart imod Stormen Du Krydser Dig frem. —
Nu rolig og stille — nu oprørt er Stranden;
Orkaner og Havblik afløse hinanden.
Tidt vidt af din Cours Du i Taagerne gik,
Erfarer, Du gjorde urigtigt Bestik.
Ej ene Du kæmper mod Bølge og Vær;
Trindt true Dig Klipper og blinde Skjær.
Og kaster Du Anker i usikker Grund,
Dig aabner da Dybet sin graadige Mund.
O Sømand! foragt Du dog ej mine Raad!
Modtag dem som Ballast paa vaklende Baad:
Om Vinden end føjelig være dig vil,
Sæt dog ej for mange af Kludene til!
Men er den contrair, Du lavere og lændse;
Og, „Reeb udi Sejlene!” stedse Du ændse!
Du aarle og silde Compasset maae nytte;
Dog altid dig vel for Misviisningen hytte!
Dit Søkort, det bør Du forstaae og bedømme;
Men Himmelens Globus ej heller forsømme!
Af gamle Mærker tag nøje Kjending!
Og klar Dig fra Grunde ved hurtig Vending!
Glem ej, at Du rigtigen gisser og pejler!
Hav stedse Udkig for mødende Sejler!
Men frem dog for Alting jeg raade Dig vil:
See nøje, hvad Lods Du betroer Dig til!
Der er ikkun Een, som med Sikkerhed veed
At føre dit Skib til forønskede Rhed;
Og sætter Du ham ved dit svajende Roer,
din Afdrivt dog aldrig kan vorde ret stor;
Og sætter Du ham paa din vippende Stavn,
Han tryggelig styrer din Snekke til Havn.