En Vej er Livet, hvis Begyndelse
Og Ende er for os i Mørke hyllet.
Det Stykke derimellem, heelt forskjelligt,
Er strøet med Blomster her, og hist med Torne.
Snart vandrer Du igjennem frugtrig Vang,
Ved klare Bække og i lune Skove —
Og snart igjen henover vildsom Ørk,
Ved striden Strøm, paa bundløs Afgrunds Bredde:
Snart gaaer det nedad let og lysteligt —
Snart møjsomt opad stejle Klippeskrænter.
Dit Rejseselskab talrigt er, men blandet;
Dog sjelden har Du varigt Følgeskab.
Thi Nogle ile forud, Andre blive
Tilbage. Andre nu igjen forsvinde
Ad Sideveje, tøve i et Herberg —
Og Mange naae det skjulte Maal, mens Du
End vandre maae forbi, og søge
Dit i det Fjerne.
Hvor ulige er
Befordringen! her seer Du Een tilfods,
En Anden hist endog paa Krykker. Nogle
Mon løbe, Andre gaae, og Andre krybe;
Een gaaer en Sneglegang, en Anden Krebsgang.
Mangfoldige tilhest forbi Dig jage,
Og Mange kjøre som i Væddeløb,
Og overkjøre ofte da paa Vejen
Fodgængeren, — indtil de selv omsider
Udkjøres, eller væltes midt paa Banen.
Hvad til en Rejse hører — deraf haver
En stor Deel meer end nok, kan dristigt trodse
Tørst, Hunger, Hede, Kuld, ja Storm og Uvejr;
For Flere slaaer det netop til, men Nogle
Maae tigge sig igjennem, Nogle age
Som blinde Passagerer. — Ak desværre!
Det vigtigste de Fleste glemme.
Vandrer!
Hør velmeent Raad, og tag Vejviser med!
Da skalt Du ikke fare vild; men ledes
Igjennem alle Farer tryggelig
Til Banens Maal, som den allene kjender,
Der har det fat.
Nu! vilt Du agte dette, —
Godt Selskab paa din Vej, og sande Glæder
Blandt Sorgerne Du ej forgjæves haaber —
Jeg „Lykke paa din Rejse!” Dig tilraaber.