Spred dig, o spred dig,
Du kvælende Taage!
Du trykker mit Bryst!
Bort! lad mig skue,
Provençes klare Sol!
Altid smiler den
Skyfrie straalende,
Mildelig varmende,
Fra det uplettede Blaae.
Ak var jeg nu kun der,
Hvor Rhonen glider
Villig tøvende
Hen mellem Bakkerne,
Skovklædte Bakker
Evig unge,
Og evig blomstrende.
Ak! min Orangelund,
Dunkel og duftende,
Liflig vellugtende!
Der gaaer vel Dandsen nu
Paa spraglet Blomstergulv,
Til skingrende Strengeleeg,
Til jublende Sang.
Munter som Kiddet
Hopper Hyrdinden der
Ved Hyrdens Haand:
Bølgende Barmen gaaer,
Kjælent sukkende
Helder hun Hovedet,
Skalkagtig smilende
Nikker ham venlig til.
See, hvor de Haand i Haand
Syngende svinge sig!
Skilles og samle sig!
Hør, hvor de juble:
Viva la joya!
O mit Provençe!
O, du mit Fødeland!