Hil Dig atter,
Himlens faure Datter!
Yndigt er dit milde Purpurskjær.
Nattens Stjerner
Følge blye som Terner;
Tør ej komme deres Dronning nær.
See! de vige,
Alt som Du mon stige;
Blænded’af din Glands de skjule sig.
Skyen glider
Dig forbi; dens Sider
Lyse i din Straale lystelig.
Hvor heniler
Du, naar Mørke hviler
Over Dig? — hvor ganger Du til Ro?
Gaaer, som Skjalden,
Du til Fædrehallen,
For i Sorgens tause Mulm at boe?
Ere dine
Venner og, som mine,
Dig udi din Ungdom faldne fra?
Ingen Søster
Mere Dig forlyster —
Og derfor Du eenlig sørger da
Dog omsider
Du ej heller glider
Længer ad din vante Æthervej.
Selv du falder,
Naar din Stund Dig kalder;
Nattens Vandrer da Dig finder ej.
Da oplues
Stjernerne, som blues
For dit Aasyn nu, med større Glands.
Disse mindre
Lamper ville tindre
Klarere i natlig Himmeldans.
Men Du straaler
Frejdigt end, og taaler
Ingen Lige paa din blanke Sti! —
Sky, som truer
Hendes milde Luer,
Løft din mørke Flig, og iil forbi!
Gak tilside!
At de Straaler blide
Kan belyse Bjergets toppe graae!
Og at Elven
Kan i frydfuld Skjælven
Trille klare sine Bølger smaa!