Yndigt er dit Lys, o Aftenstjerne!
Klart i Vesten, i det dunkle Fjerne,
Strider frem Du fra din røde Sky.
Statelig Du over Bjerget svæver;
Vindens sidste Pust paa Søen bæver,
Den maae til sit Natteherberg tye.
Fjerne Fos i Klipperivten suser;
Havets Bølge huult mod Klinten bruser —
Faure Lys! saa snart heniler Du!
Aftenmyggesværm paa tynde Vinger
Summende hen over Marken svinger —
Faure Lys! vilt Du ej tøve nu?
Men Du daler, i din Bortgang smiler;
Bølgehæren trindt omkring Dig iler,
Bader dine lyse Haar med Lyst.
Gak da, Stjerne, til dit Sovekammer!
Sjelenes Lys i Ossian opflammer,
Fortids Minde røres i hans Bryst.