Fra min afsides Dal jeg nys frembrød,
Og paa den aabne Slette Harpen rørte;
Vel trende Lustra stod den paa mit Skjød,
Skjøndt Folket ej dens stille Klimpren hørte.
Fraa aarle Ungdom, i min snævre Vang
Useet, i Løn jeg mine Vinger øved,
Før jeg mig over højen Bakke svang,
Og Flugten udi Ørnens Egne prøved.
Hvi vilt Du strax saa skyndsom ile til,
Og vise mig, hvad klart min Sjel har skuet?
Hvi vil Du hjelpsom puste til den Ild,
Der — om end lønlig — længe dog har luet?
Hvi denne Iil? hvorfor saa overbrat?
Hvi gjemte du ej lidt din ømme Klagen?
Gaaer jeg vel derfor i ægyptisk Nat,
Fordi min fromme Frænde staaer i Dagen?
— Om end en Stund hernede paa vor Jord
Blandt Støvets Slægt jeg rører mine Vinger,
Før jeg til ham, som over Stjerner boer,
I mere dristig Flugt mig opad svinger?
Hvad om min Andagt luer lige varm,
Om end et Øjeblik jeg den fordølger,
Før jeg mig hæver op i Aanders Karm,
Og mine Brødres Himmelbane følger?
Hvor kunde du da tænke, unge Mand!
At jeg, din Broder, vandrede i Blinde?
Kan jeg stævne til det samme Land,
Skjøndt første Gang min Vej Du ej kan finde?
Hvorfor, min Frænde! saarer Du et Bryst,
Hvis indre Lue Du ens ikke kjender?
Din var det ej, min Ven! den første Røst,
Som lærte mig, hvor Skjaldens Vandring ender.
Du dømmer mig for, hvad jeg ikke sang;
Er det den milde Aand, som af Dig taler?
Veed du saa grant, hvorhen min Sjel sig svang,
Fordi den ikke hver en Flugt afmaler?
Den Herre, som fra høje Himmelbo
Til Dig og min sit Mildheds Øje vender —
Han lærte mig i Kjerlighed at troe
Det Bedre, hvor jeg ej det Værre kjender.
Hvor kunde du da troe, at stoltelig
Jeg vilde slaae mod Stjerner med min Nakke,
Fordi jeg uden Bøjning rejste mig,
Og opret standed paa min egen Bakke?
Hvor kunde Du bebreide mig en Lyst,
Som Skjaldens Aand i sød Berusning hæver?
Er Hovmod det, naar Haabet i hans Bryst
Foran ham til ufødte Dage svæver?
Er det Hoffærdighed, naar Skjaldens Hu
Ved hans Udød’lighed paa Jord mon dvæle?
Min Broderskjald, hvorfor da synger Du,
Som lader haant om Navn og Eftermæle?
Her skue vi kun dunkelt i et Spejl —
Et Gjenskin af Lysstraalen i det Høje;
Om du seer ret, seer jeg da derfor fejl?
Er Taagen ganske veget fra dit Øie?
Op til vor Faders Huus saa mangen Vej
Igjennem Regionerne sig slynger —
Gaaer jeg da derfor vild, ifald jeg ej
I dine Fodspor, Bardebroder, synger?
Og nu Farvel! — I højen Himmelbue
Om Lyset mødes ogsaa vi engang —
I utilhyllet Glands vi davil skue,
Hvad her vi begge halvt i Blinde sang.