Modtag med fordomsfrie Blik
En Ynglings første Digterprøve!
Spørg ej: ad hvilken Vej han gik,
Hvor — naar — hvordan han sig i Løn mon øve?
Men seer blot, hvad det er, han Eder byder,
Før Eders Bifald eller Mishag lyder!
Dog — hvorfor mishag? — Hvad ej Præget bær,
Vil af sig selv foruden Dadel falde;
Geniets første, bly, beskedne Skjær
Kan Skaansomhed til bedre Glands forkjæler;
Men Haan og Spot hans Mod og Iver qvæler.
Den unge Stridsmand huld Opmuntring finder,
Naar han skal øve første Vaabendyst;
Men om han ikke Sejerskrandsen vinder,
Sin Straf han bærer i sit eget Bryst.
Ej Du din Bistand saaret Kriger nægter —
En anden Gang, maaskee, han bedre fægter.
Tidt traadte den med Skjælven først paa Banen,
Der siden som en Helt sin Kamp bestaaer.
Lidt efter lidt han kommer flinkt i Vanen,
Og lystig, som til Dans, i Striden gaaer.
Er der ej bedre, ham at styrke Armen,
End strax at kyse ham fra Vaabenlarmen?
Sig efter Planten i deres Opvæxt lemper
Den snilde Gartner; han vil see, hvorhen.
Et svagt og gøglersk Irlys Ingen dæmper,
Det tændes, slukkes af sig selv igjen;
Men tidt et Frø nedtrædes i sin Spire,
Som, kjerlig fredet, skulde haven zire.
Modtager venlig da, hvad Eder gives!
Seer huldt en Ynglings første Digterflugt!
Lad i sit Frembrud Planten ej afrives!
Engang maaske den ydermoden Frugt.
Er det ej Manddomsild, hvad her I skue,
Kan Ungdomsgnist oppustes dog til Lue.