At Politiken er et Spil,
Det tror jeg, Ingen nægte vil.
Og, at det er et meget fiint tillige:
Og vil man sige.
Og at det ej er Lykkespil allene,
Det vil man mene.
I Spil og Politik
Det jo bestandig gik
Paa Fordeel ud; endskjøndt man ta’er sig vare,
Slig upolitisk Sats at aabenbare.
Man taler højt om Almeengavn,
Uegennyttighed, Ballance,
Indifference;
Man lader Gud og Lykken raade; —
Dog det er blot en Talemaade:
Thi udi Politik og Spil
Enhver jo helst selv raade vil,
Sin egen Bo formere,
Og Andres ruinere.
Men hvilket Spil skal jeg til Billed tage,
At det kan ligne og behage?
Mon Boston? — Ja! her gaaer man vel alene,
Om man er stærk; hvis ej, man monne sig forene
I Makkerskab; men er man ganske bar,
Slet ingen Stikker har:
Da spiller man, desværre!
Misere.
Er Lykken Makker ublid,
Da gjør Enhver sin Flid
Sig selv at hytte,
Og la’er den anden flytte
Sig selv. Tidt begge Makkere
Kan være Prakkere:
De til hverandre Liden slaae,
Og begge bag af Dansen gaae.
Independance er det dog hvorfor,
De Alle stræbe udaf Livsens Kræfter;
Thi een Grand Sovereign i tusind Aar
Man knap at skue faaer.
Nej hellere ved Gnav jeg ligne vil
Det store Vovespil,
Hvor med Soldater der markeres,
Med Folk og Lande pointeres.
Hvo Posen har
Sig let udfinde la’er;
Thi uden megen Søgen
Man snart opdager Gjøgen.
Den Alle vækker,
Og Alle Gjækker.
Den lægger Æg i Andres Rede,
La’er sine Unger fede
Af Fostermødre; men med Skind og Krop
Den æder dem omsider op.
Den kaldes derfor og en Spottegjøg;
Dog maae jeg tilraade, den en Høg
Mig syntes mere liig; thi skjøndt den smuk er,
Alligevel den andre Fugle plukker.
Næst efter Gjøgen kommer Katten —
Før, meer end nu, en Ven af Natten.
Den haver skarpe Kløer og Tænder;
Det mangen Een bekjender;
Det haver Sødskendebarnet, stakkels Ugle —
Den meest dagskye af alle Fugle —
Ret ofte følt; Dragonen ligesaa.
Ja fleer end ham har det bekommet ilde,
Naar de af Ilden vilde
Med Kattens Kløer Kastanierne rage:
De vendte kattede tilbage.
Hugaf forresten tappert slaaer;
Men aldrig selv Profiten faaer.
Han for Betaling villig springer
I Strid, og Sværdet svinger
Mod hvemsomhelst. Vel en han mandig —
Mod Gjøgens Nar: den gjækker ham bestandig.
Og naar han vil med Katten skjændes,
Dens Tand og Klo paa hannem kjendes.
Den vilde Hest staaer ved hans Side,
Utæmmelig og slem at ride.
Den længe uden Bidsel sprang;
Sig mangen Rytter paa den svang,
Og dratted af. Tilsidst paa eengang Trende
Den stakkels Hest i Aaget spænde.
Den slaaer ei meer nu, som mens den var fri;
Men siger heel vemodig: „Staae for Huset kvær!
Af blotte Tal der gives ej saa faa,
De med i Spillet gaae —
Saavelsom Nullerne —
Og fylde Hullerne.
De gjækkes, kattes, hugges,
Og plukkes. —
Men Matto? — Matto! det er sandt!
Den Skjelm først nu mig udi Tanker randt.
Ja! han har allevegne nok at gjøre:
Snart hist, snart der Du kan hans Bjælder høre;
Og vexelviis de Store og de Smaae
Med Matto gaae.
Kun Gjøgen holder Stand
Imod vor Brixemand.
Naar Huus og Hest, Dragon og selve Gatto
Maae pille af med Matto:
Kukkuk seer til, og leer ad dem,
Og — tager Potten hjem.