Kjerlighed og Whist
Ideen tildeleels af det Tydske
Ideen tildeleels af det Tydske
Det første Spil af alle Whist dog bliver,
Det smukkeste, det sindrigste især;
Til skjønne Tanker det Anledning giver,
Og minder mig om, hvad jeg meest har kjer.
„Og det er?” — Kjerlighed. — „Ja saa! hvorlunde?
„Hvad Lighed mellem Whist og Kjerlighed?”
— En stor; naar De kun fatter mine Grunde,
De gi’er mig Ret, jeg ganske veed.
Hvo Whist og Kjelighed lidt skarpt betragter,
Vil finde Lighed ved det første Blik:
Som Tidsfordriv man dem jo begge agter;
Og i dem vindes jo ved Trick.
Til Spillet man sig to og to begiver,
Hinanden hilser fremmed først og tyst;
Lidt efter lidt man meer fortrolig bliver,
Og nærmer sig med en gjensidig Lyst.
„Dyb Taushed” veed man Ordet Whist betyder;
Det byder:” stræb i Taushed til dit Meed!”
„Vent” — siger Elskov og — „til Timen lyder
„Dit Ønskes Maal med taus Forsigtighed!”
Den, som for højt sin Følelse afmaler;
En virkelig Forelskelse Intet taler;
Med Øjet Alt at sige den formaaer.
I Whist og Kjerlighed man først sonderer,
Hvorlunde Makker sig befinde maae;
Forsigtig derfor og man inviterer,
Og seer, om Svaret nu vil følge paa.
Dog inviteres ej paa Svovelstikker;
Hvo vilde saa letsindigt fare frem?
Paa den Maneer man Spillet taber sikker,
Ja godt og vel, om man ej bliver „Slem.”
Man paa den anden Side og vil finde
Hvad der fortjener ikke mindre Smæk:
At Somme brænde fejgt med Trumfer inde,
Og lade Fienden tage Tricket væk.
En Bejler maae ej altfor længe sove,
Ej heller altfor bly og frygtsom frie;
I Spil og Kjerlighed — der maae man vove:
Det med Partiet ellers er forbi.
Med Haabet om Gevinst, Enhver indrømmer,
I Whist og Elskov man indblander sig:
Man i Begyndelsen om Lykke drømmer;
Men ak! den ofte er omskiftelig!
Hvormange har i Førstningen ej vundet,
Som dog tilsidst med Tab af Spillet gaae?
Ej Lykken er til egen Klogskab bundet:
Man Makkerens Fadaiser dele maae.
Ej let, i Kortet Makkeren at sige:
I Spillet først man mærker, hvad han har;
Saaledes mangen bly, undseelig Pige
Som Kone tapperlig til Pidsken ta’er.
Tidt fattig troer Du Makkeren at være,
Før han paa sine Forcer gjemme vil;
En Anden, som sig viser strax med Ære,
Med Singleton fordærver Dig dit Spil.
Staaer du paa Sang, da syng ej i Utide!
Men syng, saasnart Du har Raison dertil!
Er Makker snu og kan Du paa ham lide,
Han kun til fælles Gavn Dig svare vil.
Saa og i Kjerlighed: syng ej alene!
Deraf Du bliver keed — tag Makker med!
Dog ikke nok, I Eder strax forene:
Foreente maae I stedst gaae afsted!
Hvo sex til syv Atouts i Haanden tager,
Ja har endog Honneurer deriblandt,
Kan spille som en „Bonde paa Amager:”
Selv fattig Makker hjælper han galant.
Saaledes jævner Rigdom her i Livet
For Ægtefolk saa mangen Anstødssteen;
Og, hvem kun nok af Trumferne blev givet,
Kan vinde uden Hovedbrud og Meen.
Hvi skulde jeg nu videre forklare
Hver Lighed mellem Whist og Kjerlighed?
Kun een Ulighed bør jeg aabenbare;
Min Kone ellers bli’er for Alvor vred:
I Whist man Makker meget tidt omskifter —
En Time har man tre til Tidsfordriv —
I Elskov derimod, og naar man gift er,
Med een man nøjes for det hele Liv.