Ro, ro — langsomt frem
mens Aarestænket fugter min Pande
Her er saa vidunderligt stjernetyst
paa Guadalquivirs Vande — —:
Det synger saa blødt for Baadens Stavn,
hvor Skummet perlehvidt skinner,
og fjernt i den blaahvide Aftenluft,
staar Torre del Oros Tinder.
Saa kommer de skæreste Minder
og kysser mit Øje i Drøm,
saa duftende Julitanker
i sagteligt glidende Strøm — — —
Med gyldentskinnende Stjerner
højt i den fløjelssorte Luft
mindes jeg Bellis i Plæner
og Kaprifolieduft.
Mindes to Vidunderøjne — — — —
mindes — og mindes — og mindes!
Aa — kom, alle haanfrække Kvinder,
der udi Verden findes.
Kom — fyld mig med spottende Latter
og Baaden med Rosenranker — — —
Jeg tør ikke druknes i Aften
af disse fortrampede Tanker.
I hujende Venuspræstinder
med bløde og dækkende Slør —
jeg kræver et Kys af Jer alle,
— — indtil hvèrt Minde dør!
Jeg tager en Haandfuld Hjærter
og vrider dem i min Haand,
til Blodet pipler i Striber
som røde Silkebaand.
Som vuggende røde Silkebaand
blandt Skummets Kniplingehvidt —
— — Og gaa saa — gaa — —! Lad mig drømme
om alt, hvad der før var mit.
Thi altid alène — — alène
er jeg og mit af mig selv,
rank, som Giralda knejser
mod Himlens fløjlssorte Hvælv. — —
— — — Det synger saa blødt for Stavnen
hvor Skummet perlehvidt skinner —
Og det er Aarestænket,
der fugter mine Kinder.