Barfod, Thorkil Barfred, f. 1889, Forfatter. F. 24. Juli 1889 i Hjørlunde. Forældre: Sognepræst, sidst i Gelsted Nicolai Frederik Severin Grundtvig Gote Birkedal Barfod (1848–1928) og Anna Marie Barfred (1850–1926). Gift 12. Maj 1914 i Kbh. (Frederiks) med Edith Birkedal-Barfod, f. 4. Juli 1886 i Svendborg, Datter af Organist Ludvig Birkedal-Barfod (s. d.) og Hustru.
Barfod blev Student 1907 fra Odense, studerede først Teologi, siden Medicin, opholdt sig syv Maaneder i Spanien 1910 og var Journalist ved »Horsens Avis« 1912–13, Redaktør af Ugebladet »Sort paa Hvidt« 1917–18; 1919–27 var han Medarbejder ved forskellige Provins- og Hovedstadsblade. Han har udgivet en Række fortællende og lyriske Digte, hvoraf de vigtigste er »Den graa Sko« (1913), »Smaa Kalamiteter« (1915), »Lille Frøken Ilse« (1916), »Det evige Foraar« (1917), »Spot og Spe« (1919) og»Stjærnen i Mulmet« (1929). Af hans Prosaarbejder kan nævnes »Afdøde W. Schowsen« (1918), »Nille Tangloppen« (1918), »Juli Præstegaarden« (1920) og »Livets Musik« (1925). Barfod var i sin første Ungdom stærkt paavirket af Sophus Claussen og skrev i dennes Tegn mange kaade, lunefulde, drilske og yndefulde Vers, der vilde have givet ham et større Navn end det, han har faaet, hvis Diktionen ikke havde været saa afhængig af Forgængerens. I Barfods sidste Samlinger har han helt befriet sig for denne Paavirkning og da leveret rytmisk stærke og følelsesbevægede Digte i Slægt med Drachmanns og L. C. Nielsens.
Chr. Rimestad in: Dansk biografisk Lexikon, Gyldendalske Boghandels Forlag, Kbh., 2. udg., 1932–44, bd. II, pp. 160–161.