De store Sydens Stjerner
har hexetryllende Glans,
er mægtige, svævende Kloder
i sælsomt syngende Dans.
Og Himlen er tung af Mørke:
En Dronning i Fløj elsdragt,
der ene er værdig at bære
Juvèlernes lynende Pragt.
Som glødende Guldprojektiler,
hvis Bane er stejl og vild,
skyder de hen over Himlen
med pralende Striber af Ild.
Og spejder jeg — gal af Beundring —
mod Himlenes knejsende Hvælv,
saa favner jeg Rummets Alvor
og brænder som Stjerne selv.
Thi hèle den gnistrende Himmel
kan spejles i Taarens Sø — —
Vi Sydens store Stjerner
vi brænder — — —
men saa maa vi dø!