Digterfortvivlelse
(Da hun yttrede, at hun heller læste Prosa end Poesie.)
(Da hun yttrede, at hun heller læste Prosa end Poesie.)
Nei! længer kan jeg ei min vilde Smerte styre;
Jeg længe nok den fængslet holdt;
Jeg sønderbryder dig, forhadte, haante Lyre!
Du har mig Marter nok forvoldt.
Tag, Phoebus! søndertraadt Din Skiænk tilbage!
Der ligger den! forgiæves klang
Dens Strænge længe nok! Jeg spildte mine Dage
Alt længe nok med spottet Sang.
Hvi kan jeg ei med Lyren knuust bortslænge
Det Hierte, som beruuste den med Klang,
Hvis Følelser henrisled i dens Strænge,
Naar jeg, af Ekko spottet, sang?
O! kunde jeg med den tillige sønderbryde
Den indre Harpe i mit Bryst!
O! kunde paa dens Gruus mit Hiertes Lava flyde —
Min eeneste, min sidste Lyst!
Thi Hevn, thi blodig Hevn kan eene kiøle
Mit Selvhad, vilde Raserie —
Med Kildren vilde jeg til Iis forvandlet føle
Det Flammehav, jeg bruser i.
Thi see! den Himmelske, hvis Blik antændte
Med Apollonisk Ild mit Bryst,
For hvem min Aand, et evigt Offer, brændte
Med navnløs Martyrlyst;
Hun, som jeg sang i tusind glade Toner,
Borttryllende hvert andet Savn
Af skabte Væsners Fryd, naar Skovens Ekko throner,
Gientog min Skaberindes Navn;
Hun, som jeg eene sang, for hvem jeg eene stemte
Min Harpe; hun, hvis hulde Smiil
Var al min Lyst — ak! hun, for hvem jeg giemte
Skiult i mit Hierte Dødens Piil;
Hun, som jeg tilbad uden Haab, og dyrked
Umærket, uden Løn — hun, af hvis Fod
Et opsledt Spor i Støvet, kysset, styrked
Til ædel Taal mit svage Mod —
Hun, o Fortvivlelse! foragter Musers Toner,
Og elsker ikke selv Apollos Harpes Klang . . .
O falder, knuuser mig til Intet, Pindi Kroner!
Døe paa min Læbe, du min sidste Sang!
Baggesen.