DigterfortvivlelseSvanesang Nei! længer vil jeg ei min vilde Smerte styre;Jeg længe nok den fængslet holdt;Jeg sønderbryder dig, forhadte, haante Lyre!Du har mig Keede nok forvoldt. Tag, Phoebus! søndertraadt den skiænkede tilbage!Der ligger den! forgiæves klangDens Strænge længe nok; Jeg spildte mine DageAlt længe nok med spottet Sang. Hvi kan jeg ei med den tillige knuust bortslængeDet Hierte, som beruste den med Klang,Hvis Følelser henrisled i dens Strænge,Naar jeg, af Ekko spottet, sang? O! kunde jeg med den tillige sønderbrydeDen indre Cither i mit Bryst!O! kunde paa dens Brud mit Blod i Taarer flyde!Min eneste, min sidste Lyst! Thi Hevn, thi blodig Hevn, o Skræk! kan ene kiøleMin Muses vilde Raserie;Med Kildren vilde jeg til Iis forvandlet føleDet Flammehav, jeg bruser i. Thi see! den Himmelske, hvis lyse Blik antændteMed Apollonisk Ild mit Bryst,For hvem min Aand, et evigt Offer, brændteMed Veemods stille Martyr-Lyst; Hun, som mit Hierte sang i alle Musens Toner,Begeistret blot af hendes Savn,Naar Appeniners Field og Alpers Ekkothroner1Gientoge min Gudindes Navn; Hun, som ukiendt jeg sang, for hvem jeg ene stemteMin Harpe; hun, hvis drømte SmiilVar al min Lyst; ak! hun, for hvem jeg giemteSkiult i mit Hierte Dødens Piil; Hun, som jeg nævnte skiult i digtede VeninderSeline, Chloris, Idealia,Hun i hvis Aand og Blik sig overtrufne finderAmanda selv, og selv Urania; Hun, som jeg digted mig nu grusom, nu bedrøvet,Nu munter, nu medynksom mild,Nu trykket til mit Bryst, nu stedse mig berøvet,En evig Olie i min Ild; Hun, som jeg uden Haab tilbedende har dyrketUmærket, uden Løn; hun, af hvis FodEt fundet Spor i Støvet havde styrketTil evig Taal mit svage Mod; Hun, som, o Salighed! jeg endelig har fundet,Med al min søgte, drømte, tabte Fryd,I hvis tilbedte Haand min Siel har forud vundetEn evig Løn for evig Dyd; Hun, o Fortvivlelse! forstaaer ei Musens Toner,Og fatter ei den Danske Harpes Klang.O falmer, visner om min Tinding, Bragas Kroner!Døe paa min Læbe, du min sidste Sang!