Giensyn og Tilbageblik
(af den hidtil utrykte Fortsættelse af Laby-
(af den hidtil utrykte Fortsættelse af Laby-
rinten.)
rinten.)
Du Plet af Jord, hvor første Gang mit Øie
Fra Veemods Favn opstirred til det Høie,
Og i et Smiil og Skyens Purpurbrud
Fortryllet saae de første Glimt af Gud;
Plet, hvor jeg vaagned’ op af Intets Slummer,
Fremkaldt af Almagts underfulde Bliv,
Til Livets korte Fryd og lange Kummer —
Men og, algode Gud! til evigt Liv;
O elskte Plet, hvor første Gang mit Øre
Henrykkedes af Vaarens Harpers Klang,
Hvor Himles Harmonie jeg troede høre
I Skovens Gienlyd og min Moders Sang,
Hvor første Gang min spæde Læbe stammed
Med kiælen Følelse det ømme Navn,
Hvor første Gang mit tændte Hierte flammed
I Kierligheds og Venskabs hulde Favn —
O Fødeland! hvor fandt en Plet min Leden,
Saa vidt vor Klode Støvets Slægt beboer,
Saa blid, saa lystelig, saa fuldt et Eden
Som du for den, hvis beste Fryd herneden
Er Mindet af hans første Fryd som Noer?
Ak! ingensteds er Roserne saa røde,
Ak! ingensteds er Tornene saa smaa,
Og ingensteds er Duunene saa bløde
Som de, vor Fordums Uskyld hviilte paa!
Forgiæves giød i mindre brudte Straaler
Ild over fremmed Egn den milde Sol
Velsignelsernes Væld i større Skaaler,
End over Beltet om vor kolde Pol;
Forgiæves hæver langt bag Hiemmets Hegne
Sig høiere mod Himlen Jordens Bryst —
O! hvad var Himlen selv, hvis ingenvegne
Vort Hierte der fandt Spor af svunden Lyst?
Reis Kloden om; og smelt i kiælne Lunde;
Og gys i hellig Lyst paa Fieldes Iis;
Skue tusinddobbelt Liv, og hør af tusind Munde
Naturens, Glædens, og dens Skabers Priis;
Bemærk hvert Fortrin der, hvor reene Sæder
I Ligheds Hegn betrygge Frieheds Glæder;
Dog savner overalt veemodig glad
Din Aand et saligt sødt jeg veed ei hvad!
Ak! thi Hyrdinders Dands til Hyrders Qvad
Ved Arnos Bred er tvungen mod de Leege,
Hvori for Høgen vore Duer veege —
Mod Krattet, hvor, omsnært af Brombærranken,
Du favnede som Barn din første Brud —
Hvorpaa jeg efter Maanen greb, og Tanken,
Den første Tanke, tabte sig i Gud.
Nei, her! kun her, i den afsides’ Have,
Som Fredrik vogter, Fredens Engel lig,
Hvor mine Brødres Slægter favne sig
I fælles Held fra Malstrøm indtil Trave,
Kun her, o Danmark! i dit stille Skiød
Fandt det i fremmed Lyst beruuste Hierte
Den hele Fryd, det længselfuldt begierte,
Den Roe, som langt fra dig det aldrig nød!
Her kalder jeg i Mindet froe tilbage
Min vilde Vandrings underfulde Dage,
Og skuer dobbelt skiøn og elskelig
Hver svunden Engel blandt den fierne Vrimmel,
Hver Stierne paa min giennemfløine Himmel,
Min Frydhavns stille Havblik, speilt i dig.
Baggesen.