Nei! bort med Sange, bort med Dands,
Og bort med Bacchi Vedbendkrands!
Og bort med alle — alle Glæder!
Du, som er froe og lykkelig,
O bort! o langt! langt bort med dig!
Hvi martre den, som trøstløs græder.
For vel jeg kommer kun ihu
Den Tiid, da jeg var froe, som du;
Den Tiid, som — ak! — er ikke meere.
Da glad jeg drømte Polly min;
O! hvad mod denne Fryd kan din? —
Og hvad kan nogens Glæde være?
Da var mit heele Liv en Dands;
I Fryds og Elskovs Blomsterkrands
Mig Polly giennem Livet førte.
I hvad jeg hørte, hvad jeg saae,
I hvad min Tanke kun faldt paa,
Jeg Polly tænkte, saae, og hørte.
Om hende Nattergalen sang,
Om hende Skovens Chore klang,
Om hende risled’ Væld og Bække.
Hver Træetop sused’ hendes Priis,
Zephyr og Storm, hver paa sin Viis,
Sang hendes Skiønhed, hendes Tække.
Hver Dag til Fryd for mig frembrød,
Den oprandt kun af Nattens Skiød,
For til min Polly mig at bringe.
Hos hende fandt hver Aften mig,
For den, der elskes lykkelig,
Ak — Tiden flyer med Lynets Vinge.
Da randt hver Bæk med Viin for mig,
Thi hver Drik Vand var Skaal for dig,
Min elskelige elskte Pige!
Sin Nectar Cypris giød deri,
Og Gratierne stemte i
En Sang for mig, og for min Pige!
Skiønt var mig da det heele Aar,
Thi Sommer, Vinter, Høst og Vaar,
Om min og Pollys Yndest strede.
Mig var hver Aarstid lige kiær,
Thi daglig kappedes enhver,
At bringe mig og Polly Glæde.
O Vaar! hvor lykkelig jeg var,
Naar jeg den første Rose bar,
Din første Gave, til min Pige!
Hvor froe hun tog den af sin Ven,
Saae nu paa ham, og nu paa den,
Og Læben kunde intet sige!
Da, skiønne Sommer! da kom du,
O! dig jeg komme skal ihu,
Saa længe jeg mig selv hukommer!
De underlige Vandringer
Ved Aftenrødens Trylleskiær —
O! det var mine Dages Sommer! —
Og naar ved Høstens Gaver riig
Jeg iilte, Polly, glad til dig,
Og saae dig dem saa glad modtage;
Og saae hver mindste Frugt dig kiær,
Og saae, min Haand gav den sit Værd!
Hvor signed’ jeg da Høstens Dage.
Og naar da glade Vinter kom,
Og os fortrolig samled’ om
Den lille Ovn i trange Stue,
O der var Elskovs Helligdom,
Og der var Dydens Helligdom,
Ved Vestas tændtes Amors Lue.
Hvert Blik, hvert Ord var Fryd, var Held;
I hvert stod Pollys store Siæl
Med Vid og Ømhed, Kraft og Ynde.
O hvor mig Jorden da var kiær!
Hvor Dyden for mig havde Værd!
Jeg hørte Polly den forkynde!
Den Tiid, den gyldne Tiid svandt hen;
Og Mindet har jeg kun igien,
For daglig Saaret at oprive;
Dog lad det bløde, smerte mig!
O lad det, lad det æddre sig!
Helbredet skal det aldrig blive.
Thi bort med Sange, bort med Dands!
Og bort med Bacchi Vedbendkrands;
I Glade, bort med eders Glæde!
Min Glæde tabtes med min Møe,
Thi — til Gud under mig at døe;
Ak — under, under mig at græde.
J*n*s P*l*n**.