Jens Baggesen (1764–1826)

        Du Plet af Jord, hvor første Gang mit Øie

Fra Vemods Favn opstirred til det Høie;

Og i et Smil, og Skyens Purpurbrud,

Fortryllet saae de første Glimt af Gud.

        Plet, hvor jeg vaagned op af Intets Slummer;

Fremkaldt af Almagts underfulde Bliv,

Til Livets korte Fryd og lange Kummer;

Men og, algode Gud! til evigt Liv.

        O elskte Plet! hvor første Gang mit Øre

Henrykkedes af Vaarens Harpers Klang;

Hvor Himles Harmonie jeg troede høre

I Skovens Lyd, og i min Moders Sang.

        Hvor første Gang min spæde Læbe stammed

Med kielen Følelse det ømme Navn;

Hvor første Gang mit tændte Hierte flammed

I Kierligheds og Venskabs hulde Favn.

        O Fødeland! hvor fandt en Plet min Leden,

Saa vidt vor Klode Støvets Slægt beboer,

Saa blid, saa lystelig, saa fuldt et Eden,

Som du, for den, hvis beste Fryd herneden

Er Mindet af hans første Fryd som Noer?

        Ak! ingensteds er Roserne saa røde;

Ak! ingensteds er Tornene saa smaa;

Og ingensteds er Dunene saa bløde,

Som de, vor Fordums Uskyld hvilte paa.¹

        Forgiæves giød, i mindre brudte Straaler,

Ud over fremmed Egn den milde Sol

Velsignelsernes Væld i større Skaaler,

End over Beltet om vor kolde Pol.

        Forgiæves hæver langt bag Hiemmets Hegne

Sig høiere mod Himlen Jordens Bryst;

O! hvad var Himlen selv, hvis ingenvegne

Vort Hierte der fandt Spor af svunden Lyst?

        Reis Kloden om, og smelt i kielne Lunde;

Og gys i hellig Lyst paa Fjeldes Iis;

Skue tusind doppelt Liv, og hør af tusind Munde

Naturens, Glædens, og dens Skabers Priis;

Bemærk hvert Fodtrin der, hvor rene Sæder

I Ligheds Hegn betrygge Friheds Glæder!

        Dog favner overalt vemodig glad

Din Aand et saligt sødt jeg veed ei hvad;

Ak! thi Hyrdinders Dands til Hyrders Qvad,

Ved Arnos Bred, er tvungen mod de Lege,

Hvori for Høgen vore Duer vege.

        Thi Heloises Lund seer tornet ud

Mod Krattet, hvor, omsnært af Brombærranken,

Du favnede som Barn din første Brud;

Og Skrækhorns Himmelspids er dog ei høi som Banken,

Hvorpaa jeg efter Maanen greb, og Tanken,²

Den første Tanke, tabte sig i Gud.

        Nei, her! kun her, i den afsides Have,

Som Fredrik vogter, Fredens Engel lig;

Hvor mine Brødres Slægter favne sig

I fælles Held, fra Sarpen ned til Trave;

        Kun her, o Danmark! i dit stille Skiød

Fandt det i fremmed Lyst beruste Hierte

Den hele Fryd, det længselfuldt begierte,

Den Roe, som langt fra dig det aldrig nød.

        Her kalder jeg i Mindet froe tilbage

Min vilde Vandrings underfulde Dage,

Og skuer dobbelt skiøn og elskelig

Hver svunden Engel blandt den fierne Vrimmel,

Hver Stjerne paa min giennemfløine Himmel,

Min Frydhavns stille Havblik! speilt i dig.