Jens Baggesen (1764–1826)

Mindre for at oplyse den for nærværende Øieblik formodentlig meget faa pirrende, slet ingen maaskee paa Hiertet liggende Sag imellem Strøetænkeren og Tankesamleren, end for efterhaanden, i og med den, at indlede en langt almindeligere, der vedkommer alle, hvem Religion, og Sædelighed, og det Mennesket helligste i Litteraturen ikke er blevet aldeles ligegyldigt, aflægger Digteren af den poetiske Epistel i Nyeste Skilderie af Kiøbenhavn (den 5te December i nysafvigte Aar) her sit endelige Regnskab for Yttringen i Prosa over det prosaiske Svar, eller (som Forfatteren deraf selv kaldte det) Usvar paa sammes Beskyldninger.

        Sandelig, havde hine af mig fremførte upaatvivlelig endog meer end haarde Beskyldninger været enten vilkaarlige, eller letsindige, eller blot skiemtende, vilde jeg i enhver ædel Læsers Sted, end sige i dens, de traf, have fundet mig berettiget, at tiltroe deres offentlige Fremfører den yderste Grad af Ondskab og Grusomhed, da Fornuftens og selv Forstandens paafaldende Fremlysen deri neppe vilde have tilladt mig Tvivlforudsætningen om Afsindighed eller Forrykkelse i Hiernen. Saa vidt det og desværre er kommet i Kiøbenhavn med Ligegyldighed imod Angreb paa den i Prisen dybt siunkne borgerlige Biting, man i gamle Dage kaldte: godt Navn og Rygte — saa herskende den giensidige Fordragelighed i Træskiænden virkelig er bleven — og saa roligen og fredeligen en parnassisk Tremarksmand gaaer med en i Lommen stukken ikke blot litterarisk „Løgner“ — haaber jeg dog, at det ikke er kommet til den Yderlighed i det giængse „Lad gaae-Liv“, at Tiltalelses-Tolerancen er bleven ligesaa stor som Bagtalelsens. Blotte Skieldsord kunne til Nød afvises med taus Foragt; men formelig Anklage, og Beskyldning for Mennesket fornedrende Adfærd — Tiltale, som den jeg tillod mig i hint ikke blot poetiske Tordenbrev — bør, hvis den aldeles ikke er begrundet, meer endog end lemfældigen revses. Spiller en saadan Formastelse og blot i Aandeverdenen, høit over det Borgersamfund hvori den ene Diævel for Larm eller Søvn ikke kan høre den anden — spiller den

bør den kun saameget destomere oprøre; og ikke blot den uskyldig Fornærmede, men enhver, hvem det aandelige Livs Sikkerhed ligger paa Hiertet — enhver, der ikke ønsker Menneskehedens sidste Palladium forstyrret — har Ret at gribe til Vaaben mod den fremfusende falske Anklager.

        At Præsten N. F. S. Grundtvig altsaa, i sit usvarende Svar paa min yderst alvorlige Tiltale, ikke blot hørte op alvorligen at skiemte, men valgte den strengeste af alle prosaiske Former, den af en Regnskabsaflæggelse nemlig, forundrede mig saa lidet, at jeg tvertimod studsede ved, at han ikke gav sig Tid til at giøre denne Strænghed endnu mere svarende til sin Hensigt — ved Grundighed. Mine Beskyldninger kaldte han paa eengang „umuelig alvorlige“ og „hartad rasende.“ Det var altsaa umueligt, efter hans Formening, at man for Alvor kunde troe nogen en Hykler, der selv paastod høit, at han ikke var det, naar man saae ham handle tvertimod sin Paastand? Denne alvorlige Troen paa min Side var imidlertid, trods det cathegoriske i den poetiske Form, fremsat udtrykkeligen, som en Tvivl:

        Jeg gientager, at hine Beskyldninger, (skiøndt udtrykkelig betingede) vare høist alvorlige, og — netop fordi de vare betingede — det modsatte af rasende. Jeg vil i den Stemning, hvori nogle seneste Toner af Heimdallur-Hornet nu har sat mig, ikke videre giennemgaae hint Strøetænkeren selv aldeles uværdige Miskmask af Klynken og Skielden. Jeg vil kun bemærke, at det, langtfra at ryste mig, som om jeg havde giort en Uskyldig Uret, indjog mig en sand Gysen for Opløsningen af den Tvivl, mit Hierte didindtil saa gierne havde nært, trods alle for min Forstand imod ham talende Beviser. Følgen af denne mig utaalelige Angst blev „Advarselen til Omvenderen, der vender om,“ den blodigste Udfordring til at giøre Sagen klar i en muelig aandelig Misforstaaelse, der maaskee nogensinde er flydt af en hiertelig Pen — og som Da jeg var Lilles ikke blot unge, men gamle (jeg haaber, evige) Forfatter sandelig aldrig havde tilladt sig — selv imod den afgiorteste Christendomshykler — hvis ikke Himlen allerede havde hørt, hvad den Udfordrede nu, med den os hørende lille Verden, vil faae at høre i følgende, hin stærke fiendtlige Vækken foregangne, venlige Vink og Tilraab. Det er nemlig „det Nedvidnelagte“ hvorom „Tankesamleren i Hiertet“ talte til „Strøetænkeren i Munden,“ da han qvad:

        Skulde mit aandelige Liv endnu ogsaa længe blive mine Læsere en Gaade i anden Henseende, haaber jeg dog at det efter Læsningen af disse Bidrag til dets Opklaring, ikke mere vil blive miskiendt fra Formaalets Side — for saa vidt man uden Tvivl vil overtydes om, at jeg i Aandeverdenen seer noget høiere, noget andet, og noget elskeligere, end min egen poetiske Figur, og arbeider paa noget mere end dens Forgyldning. Hvorom alting er, mit upaatvivlig i de senere Tider fornemmelig polemiske Digterliv maa synes nok saa skaanselløst, det er dog intet mindre end egennyttigt. Hvo der aldeles ikke kan begribe hvad jeg vil med denne Arbeiden imod Strømmen — med denne Striden imod Overmagten — med denne Kamp imod det almeen Gemene, burde dog kunne, synes mig, indsee, hvad jeg ikke vil dermed. Tidlig eller sildig vil dog, om ingen anden, du forstaae mig, vaagne, hvis og i Blinde mod mig kiæmpende, Heimdall! Tidlig eller sildig vil du, maaskee bedre end nogen anden, opløse min af dig saa foragtede Gaade! Men didindtil ville vi fortsætte Kampen, som dødelige Fiender paa den Mark, hvor tilforn alt kiæmpede for noget andet, end dem selv, udødelige Venner! Thi selv i Tvekampen stride vi mod Dorskhed, Forfængelighed og Hovmod — selv i Blinde, Kraft mod Kraft, stride vi for Lyset, og udbrede det ved vore Mjølneres Tørnen mod hinanden i Troldenes døsige Mørke! Hvad dødes kan, bør dødes jo før jo heller i Aandelivets fri Udvikling, hvor det findes, først og fornemmelig hos os selv! Ingen Fred altsaa, forinden alt er klaret! Intet Broderkys før alt er Tillid! Intet philosophiskt Venskab før alt er Christi rene Kierlighed! Saa min Tænkemaade. — saa min aandelige Handel og Vandel i Oplysningens nye nordiske Morgenrøde!

        I det jeg nedskriver denne Forerindring til de tre følgende sphinxiske Krigssange — standser mig Giallerhornets dybe Hierteklang i Tusmørkeqvadet: „Til Sphinx“ (indrykt i Nyeste Kiøbenhavns Skilderi, No. 6.) med den sidste dybt i mit Hierte gienklingende Tone:

        Den Følelse, hvormed jeg læste dette, Danmarks, af mig, som Genius, aldrig miskiendte kraftigste Skialds værdige Qvad — den Glæde hvormed jeg nu, uden at forandre en Tøddel i det Nedvidnelagte, kan giengielde det uden videre Svar — og vække min maaskee endnu længe aandelige Fiende af Drømmen om personlig Uvenlighed, end sige selvkierlig og forfængelig Digtertrodsen imod ham, grændser nær til himmelsk Salighed herneden.

        Men, Grundtvig!

        Følgende tvende Riimbreve bleve skrevne før Forfatteren vidste hvem Strøetænkeren var.