Selskabs-Sang
paa Kongens Fødselsdag
paa Kongens Fødselsdag
Lad Herman von Bremerne kives
Saa stærkt og saa længe de vil
Om Staten er syg eller trives,
Og Grunden udgranske dertil!
Naar Gud giver Staten en Fader,
Som agter og elsker sit Land,
Saa, Brødre! lad høie Rullader
Velsigne den kronede Mand!
For Østers og for Skampioner,
Som andre fordøie saa trygt,
Og disse høibaarne Patroner
Jeg har en besynderlig Frygt.
Maaskee er det Feil i min Hierne,
Maaskee i min øvrige Skik —
Jeg stammer kun: leve hver Stierne!
Men mærk, det er ingen Suplik.
Det er en Slags Synd mod Naturen,
At ønske en Læge Profit;
Dog, bruges ei Sygdom til Kuren,
Desuden og Doctoren tit
Giør vel i at give vor Klode
Imellem en god Laxativ, —
Saa, alle de Sunde til Gode,
Hver Doctor henleve sit Liv!
Hvad Konen er Manden, hvad Torden
Er Luften, og Ætna sin Øe,
Er Procuratorer for Jorden,
De derfor ei heller maae døe;
Saa længe I, kiere Personer,
Kun skaane vor fattige Kat,
Saa klemmer de rige Patroner!
Saa leve hver brav Advocat!
Den Første blandt alle Platoner
Fordømte af sin Republik
Af Frygt for Adagios Toner
Den himmelske søde Musik;
Men siden de Sartiske Triller
Er vegne for Hjerternes Sang,
Saa leve hver Sanger og Spiller,
Som skiønner paa Glassenes Klang!
Man seer vel, nu Konsterne stige,
Saa mangen et lykkeligt Fiog;
Dog holde vi med dem, som sige,
Man stundom bør være lidt klog.
Til Maade! For megen Sottise
Er just ikke heller saa ret.
Vi klinke da: Leve de Vise,
Hvis Viisdom tillader dem det!
Skiøndt Eva forførte vor Fader,
Skiøndt mangen i Ægteskabs Ruus
Slaaer Panden til Skamme — saa lader
En Kone dog kiønt i et Huus;
Saa er der og noget desuden —
Og ingen af os er af Staal:
Vi kan jer ei være foruden,
Og derfor, I Koner! jer Skaal!
Man skulde vel neppe formode,
At nogen var saadan en Trold,
Ar ønske den herlige Mode,
At kysse, var Pokker i Vold —
Kun Mandfolk at kysse, er vandet;
Desuden af Tode forbudt;
Derfor, om nu ikke for andet,
Saa leve hver elskelig Glut!
Motion, og ei andet, man vinder,
Saa vidt jeg kan see, ved at slaaes.
Krig ønske vi kun vore Fiender;
Men scilicet ikke med os!
Dog, Sikkerhed skader just ikke —
Til Forsvar og Værn om vor Stat,
Vi derfor forsigtige drikke:
Lev længe Matros og Soldat!
Der var et Slags Folk under Kronen,
Som skiøndt de var Danske, som vi,
Og vældige Støtter for Thronen,
Dog sukked’ i tungt Slaverie;
Man agted dem skammelig ringe
De leved’ utaalelig slet —
Ha! Brødre lad Glassene klinge:
Nu, Venner! Pocalen os vinker!
Op! fyld den til fuldeste Maal!
Og drikker og synger og klinker:
Vor Faders, Kong Christians Skaal!
Vor Fader, Kong Christian, leve
Hver Fiende for Faderen bæve,
Hvis Vellyst er Børnenes Vel!