Jens Baggesen (1764–1826)

Hil, Ven Baggesen, Dig, der, som Ulysses, vidt

Omstormt, skued din Tids Sæder og Folkefærd,

Og af Frækhedens vildt rasende Strudelsvælg

        Frelst hjemdrog til dit Fædreland!

Skue fra Bredden i skibbrydende Havtumult

Almeen- Redningens Sværm søge kun Laugets Vel,

Det og lyvende selv, stødende Jeg paa Jeg,

        Slugt i Hvirvelen undergaae!

Paa det Tørre nu glad stem os dit Barbiton,

Snart det gyldne, som huldt Dania lytter til,

Snart og det, som den gjæstmilde Teutonia

        Dig, tonkyndige Slægtning, gav!

Orfeus lig med din Sang, mildne Du Hav og Storm!

Og trøstmuntrende vaer frygtsomme Styrer ad

Seil at mindske, dog ei, lettende Skibet, selv

        Fragt og Ballast at slænge strax!

Eller blind for det alt trylle Dig Ilions

Heltesanger, hvis Qvad, buden af Musen, du

Troe Naturen og Kunstmønstrenes Digter-Lov

        Foresynger dit Dania.

Uforført af det ny Slæng, som med Barbarstads

Skjønhed pynter, din Plads vælg Du, med Rafael,

Af Apellerne lært: Heller i Grækerkreds

        Sidst, end først i Modernes Hob!

Hvis Kastaliaklang Vrimmelen og forsmaaer,

Sig Du, selv Dig bevidst: Faa, men Fortrolige

Smile Kunstneren Løn; savnes og selv de Faa,

        Vel! blot een er mig nok, min Voß!